3F Superliga -Glad Fosgaard: Nem beslutning at forlænge
2017-01-04 11:36:27
Foto: Jesper Poulsen / bold.dk

Glad Fosgaard: Nem beslutning at forlænge

Lasse Fosgaard skulle ikke bruge lang tid til at beslutte sig for, at det var en god idé at forlænge med Lyngby Boldklub.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Onsdag skrev Lasse Fosgaard under på en ny kontrakt med Lyngby Boldklub, der holder ham i klubben indtil sommeren 2019. Det var ikke nogen svær beslutning for 30-årige Fosgaard at tage.

- Det er klart, at når man er i en klub, og ens kontrakt er ved at løbe ud, tænker man selvfølgelig på, hvad der skal ske. Lyngby er inde i en rigtig positiv udvikling, som jeg selv har været en stor del af, og det vil jeg gerne fortsætte med at være, siger Lasse Fosgaard til bold.dk.

- Jeg føler stadig, at klubben kan tage flere skridt sportsligt, og jeg har det rigtig godt med trænerne og spillerne. Så der var ikke den store betænkningstid, og vi blev rimelig hurtigt enige om, at vi skulle forlænge samarbejdet, så det var en rimelig nem beslutning, siger offensivspilleren.

Fosgaards tidligere kontrakt stod til at udløbe til sommer, og der var også interesse for ham.

- Jeg havde interesse fra andre klubber i Superligaen, men der er ikke mange andre steder, der er bedre at være i Superligaen end Lyngby Boldklub, så der var ikke rigtig nogen tvivl fra min side, fortæller Fosgaard.

Fosgaard kom til Lyngby i sommeren 2012 og har været der i fire og et halvt år. Siden da har klubben rykket sig meget, mener han.

- Lyngby var i en årrække lidt af et elevatorhold, men da David kom til, kom der andre boller på suppen. Der skulle bygges et vedvarende fundament op. Jeg vil også nævne Thomas Nørgaard, fordi de to har virkelig haft en stor andel i det, siger han og fortsætter:

- Klubben har rykket sig helt vildt sportsligt, og når det sker, sker der også en masse rundtom klubben. Så der er sket en masse, der gør, at man ikke går sur i det, men tværtimod bare får endnu mere blod på tanden.

- Før i tiden var Lyngby en klub, hvor det hele skulle være fint og poleret. Nu er vi blevet mere resultatorienterede, og det føler jeg stadig godt, at vi kan blive bedre til. Også at blive mere alsidige i forhold til at kunne variere vores spil.

- Når man lige er kommet op i Superligaen, kører man selvfølgelig bare videre med det, som man har gjort. Men jeg tror, at den her vinterpause kan være rigtig god i forhold til at bygge nogle nye ting på vores spil og blive endnu sværere for modstanderne at læse, vurderer Lasse Fosgaard.

Indtil videre har Fosgaard spillet 129 kampe for den nordsjællandske klub.

peter@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce