Viborg FF rykkede i 2017 ud af Superligaen, og det skulle tage fire år, før det lykkedes at vende tilbage til landets bedste række.
Mens mange forlod klubben i den periode, var Jeppe Grønning en af dem, der blev og hjalp Viborg på fode igen, og man kan roligt sige, at virkeligheden i domkirkebyen er noget anderledes i dag.
VFF startede meget uvant sæsonen med seks europæiske kampe i Conference League-kvalifikationen og kæmper med helt i toppen af Superligaen, hvor holdet øjeblikkeligt er på andenpladsen.
I efteråret 2017 blev Jeppe Grønning gjort til anfører, og han havde ikke ligefrem set sådan en rejse i krystalkuglen.
- Det er vildt at tænke på, og jeg har da også i løbet af årene i 1. division tænkt, hvad det skulle blive til. Kommer jeg overhovedet tilbage i Superligaen, og hvis Viborg skulle tilbage, var det så med mig på holdet?
- Da jeg fik anførerbindet, var min største målsætning at være med til at bringe Viborg tilbage i Superligaen, fordi jeg også har været med til de hårde år. Det lykkedes, og det var en kæmpe forløsning.
- Alt, hvad der er sket bagefter, har jeg slet ikke forestillet mig, men der har været dygtige folk, som har skubbet os og mig i den rigtige retning. Vi har set, hvad man kan opnå, hvis man arbejder på den rigtige måde.
- Jeg havde overhovedet ikke turdet drømme om det her, og det er også derfor, at vi lever i nuet og nyder de udfordringer, vi har hver dag, siger Jeppe Grønning til bold.dk.
Artiklen fortsætter efter billedet

31-årige Grønning er en helt central brik på holdet, og når han en dag ikke skal repræsentere klubben længere, skal VFF ligge solidt i landets bedste række.
- Da vi kom i Superligaen, blev det målet, at når jeg smider støvlerne på et tidspunkt, så skal Viborg stadig være en etableret Superliga-klub.
- Jeg vil helst ikke være en del af den mørke tid, som jeg har været en del af før, så det er en kæmpe motivation for mig, og den bedste mulighed for at etablere sig i Superligaen er jo at komme så langt op som muligt.
- Det har været det, og efter det har jeg ikke som sådan sat mig nogen mål, men alt, hvad vi har oplevet det sidste halvandet år, er ting, som jeg aldrig vil glemme, og når man først har oplevet det én gang, er det jo også den standard, man sætter.
Som udgangspunkt kræver det en plads i top tre for at komme i Europa igen, men hvis pokalvinderen allerede får en europæisk bilet via ligaen, vil fjerdepladsen også give adgang.
- Drøm ikke om at gøre som mig
I fodboldverdenen handler det meget om hele tiden at tage næste skridt og forsøge at komme op på en højere hylde.
Derfor ses det ikke så ofte, at en spiller er i samme klub i over ti år, men det er ikke desto mindre tilfældet med Jeppe Grønning, der kom til Viborg fra FC Fyn i 2012.
Midtbanespilleren har fulgt og tilpasset sig Viborgs niveau igennem årene, og Grønning køber præmissen om, at han for tiden spiller på det højeste niveau, han har gjort.
- Det er der vist ingen tvivl om. I min tid har vi som klub aldrig været på det her niveau, og det, at jeg kan være med og egentlig også udmærker mig ganske fint personligt, er da også noget, jeg er stolt af.
- Når man i en sen alder har prøvet at rykke sig, tror jeg også hele tiden på, at jeg kan rykke mig endnu mere sammen med holdet. Det er motivationen at blive ved med at udvikle tingene.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Jeppe Grønning og co. på Viborg-fansenes tifo før forårspremieren mod FCM. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Selv om Jeppe Grønning har fået legendestatus i Viborg, råder kaptajnen ikke nødvendigvis sine unge holdkammerater til at drømme om samme karriere.
- Andre har drømme om at tage et skridt videre fra Viborg, og det skal de også have, for det skal ikke være endestationen for de dygtigste spillere, vi har. Jeg siger til dem, at de skal ikke drømme om at være her lige så længe som mig, men det er ikke mit mindset.
- Jeg ved, at min bedste mulighed er at kunne rykke mig sammen med klubben, og jeg er enormt stolt af min rolle her, siger Grønning.
Så du går ikke selv med ambitioner om at prøve dig af et andet sted?
- Nej, overhovedet ikke. Da jeg forlængede sidste gang, fik jeg en længere aftale, og det var vigtigt for mig, at jeg vidste, at klubben troede på mig i længere tid, selv om jeg gik ind i 30+.
- Jeg har ingen ambitioner om at skulle noget andet. Tværtimod har jeg ambitioner om at rykke klubben så meget som muligt og få store oplevelser her, siger Jeppe Grønning.
Jagtede ikke Superliga-skifte
Jeppe Grønning har altså ingen ambitioner om at skulle videre til en ny klub, men han har haft chancen for at jagte det tidligere.
- Det er altid, hvad man gør det til. Jeg har aldrig stået ved kontraktudløb og ventet på, hvad mine muligheder var, så jeg har ikke aktivt gået efter det.
- Jeg er ikke i tvivl om, at jeg godt kunne have forlænget min Superliga-karriere, da vi lå i 1. division, men alternativet har ikke været den samme rolle og ikke en klub, der har betydet lige så meget for mig.
- Den her pakke, med hvad der har været muligt, er aldrig blevet bedre end at være i Viborg, hvor jeg har et stort ansvar og oplever stor kærlighed fra byen og fansene.
- Jeg er ret sikker på, at jeg godt kunne have fået nogle år i Superligaen, men så ville det være i en anden rolle, og det valgte jeg ikke at gå efter, fortæller Jeppe Grønning.
Han forstår godt automatreaktionen hos mange spillere, når et hold rykker ned.
- Men der er brug for nogle, der tager ansvar og står frem, og der har klubben set et lys i mig. Jeg har brugt vores nedture til at rykke op internt, selv om vi rykkede ned eksternt. Den motivation fandt jeg i det.
Grønning er egentlig fra Fyn, men føler sig i den grad også som viborgenser.
- Jeg bor i byen og har været her i over ti år. Min kone er fra Viborg, og mine børn er vokset op her, så jeg kender jo en masse mennesker i Viborg. Jeg har min familie i Odense, men ellers kender jeg jo flere i Viborg. Det er mit hjem nu, siger Jeppe Grønning til bold.dk.
Grønning står noteret for 317 kampe i Viborg-trøjen. Kaptajnens nuværende kontrakt løber til 2024.

Jeppe Grønning fejrede sin kamp nummer 300 for Viborg i sommer. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Viborg FF
3F Superliga

































