


Natten til torsdag dansk tid blev der spillet finale i CONCACAF's udgave af Champions League, og det var et opgør mellem mexicanske CD Guadalajara og MLS-holdet Toronto FC.
Guadalajara havde vundet det første opgør 2-1, mens Toronto vandt returkampen med samme cifre, og derfor skulle det hele afgøres i straffesparkskonkurrence. Her vandt mexicanerne 4-2, og dermed kunne de lade sig kåre til nordamerikanske mestre.
Det er 13. gang i træk, at et mexicansk hold vinder turneringen. Senest et ikke-mexicansk hold vandt var i 2005, hvor Costa Ricas Saprissa tog titlen.
Det er dog blot anden gang, at Guadalajara vinder trofæet - første gang var i 1962. Dermed har de booket billet til VM for klubhold, der afholdes i december.


CD Guadalajara
Toronto FC
CONCACAF Champions League































