


I tredje runde af FA Cup leverede Non League-holdet Kidderminster en af de største præstationer, da Championship-holdet Reading blev ekspederet ud af turneringen med en 2-1-sejr.
Lørdag var det så tid til fjerde runde, og her ventede en endnu større opgave for Kidderminster, som på hjemmebane tog imod West Ham fra Premier League-toppen.
Kidderminster kom ud og fik lukket godt af i defensiven, hvor West Ham tidligt havde problemer med at skabe noget, og efter 19 minutter fik kampen så et enormt spændende krydderi.
Et hjørnespark fra værterne blev nemlig hældt ind foran mål. Bolden faldt ned til Alex Penny, som på forrygende vis ramte bolden, som den skulle, og så var Kidderminster foran 1-0 og på vej mod sensationen.
Hjemmebanen Aggborough Stadium var på kogepunktet, og West Ham havde store problemer med at skabe noget i første halvleg, og derfor gik værterne til pause med en 1-0-føring.
Artiklen fortsætter efter billedet

I anden halvleg var West Ham dog bedre med, og det gav flere muligheder.
Jarrod Bowen var efter en times tid tæt på tæt under mål, men en heroisk blokering holdt West Ham fra fadet.
Som anden halvleg skred frem var det spil til et mål, og Kidderminster måtte grave dybt for at lukke af for West Ham, der ledte og ledte efter åbningerne.
De gjorde det godt, værterne, men til sidst kom West Ham særdeles tæt på. Said Benrahma og Andriy Yarmolenko kombinerede strålende, men Kidderminster fik afværget en meter fra stregen, hvor holdet pakkede sig sammen.
Det lignede længe, at sensationen var på vej, men til allersidst viste Declan Rice klassen. Han gik med i en kombination, hvor han selv løb dybt, og her satte han med et godt træk sin oppasser i feltet, inden han hamrede en kanonkugle op i nettaget, og så slukkede han fuldstændig festen på Aggborough Stadium.
Med 1-1 gik de to hold i forlænget spilletid.
I den forlængede spilletid lykkedes West Ham ikke med at få lagt det samme tryk på Kidderminster, som det var tilfældet i slutningen af den ordinære spilletid, så Kidderminster holdt stand og kom til pause i den forlængede med 1-1.
I anden del af den forlængede kom West Ham til et par fine muligheder, og blandt andet havde London-holdet bolden i kassen, men det blev annulleret for offside. Kort efter var der malurt i bægeret for David Moyes og co., da Kurt Zouma måtte udgå og humpede fra banen efter en duel, hvor han faldt til jorden.
Det lignede igen, at de to hold måtte endnu længere ud for at finde en afgørelse, men nok engang måtte Kidderminster lide en voldsomt hård skæbne.
I den dybe overtid i den forlængede spilletid nettede West Ham nemlig til 2-1, da en afslutning endte ved bagstolpen. Her stod Aaron Cresswell placeret, og han sendte på ny bolden ind foran mål, hvor Jarrod Bowen uden problemer kunne sparke bolden i et tomt mål.
En kæmpe mavepuster til Kidderminster, mens West Ham kunne ånde lettet op og tage skridtet videre til femte runde i FA Cup.

West Ham
Kidderminster
FA Cup
























