Den tidligere FC København-profil Hakon Haraldsson gik direkte ind på holdet i Lille, men i slutningen af efteråret gled islændingen ud.
I seks Ligue 1-kampe fik Haraldsson fem på bænken og et kort indhop i den sidste, men siden har han kæmpet sig tilbage igen.
Nu har Haraldsson spillet i de seneste fem ligakampe, og det er til stor glæde for Åge Hareide.
- Jeg er så glad for, at Hakon er tilbage på holdet i Lille. Jeg var bekymret og snakkede med ham, da han ikke spillede. Jeg kunne mærke på ham, at han var ked af ikke at spille, og at det påvirkede ham.
- Han kæmpede med en skade i november og var derfor ikke med os i Portugal. Måske var det godt for ham ikke at spille i et par kampe. Da han kom tilbage, scorede han sit første mål i den franske liga.
- Han er en spiller, der altid er på, og jeg holder meget af ham. Han er god på bolden og skaber noget med sine løb. Han leverer en stor indsats, siger Åge Hareide ifølge Fotbolti.
Island spiller mod Israel i EM-playoff på torsdag.

Lille
EM
Island


































