Hattrickhelt har bittersøde minder

På bold.dk elsker vi mål, og julekalenderen handler derfor i år om masser af mål. Vi fortæller hver dag frem til jul en historie, der tager udgangspunkt i de mest målrige kampe i hver sæson af Superligaens historie.

Bag låge nummer 21 gemmer sig den seneste timålskamp i Superligaens historie - et opgør fra april 2007, hvor kriseramte Silkeborg i 23. spillerunde hjemme tabte 4-6 til AaB i en kamp med hele to hattricks fra en sæson, der også endte med en SIF-nedrykning. 

AaB kom foran på et flot Rasmus Würtz-lob, men den 22-årige Thomas Raun fik vendt kampen på hovedet med to træffere inden pausen - blandt andet en scoring direkte på frispark. I anden halvleg fuldendte Raun sit hattrick på et straffespark, men lige lidt hjalp det, for AaB scorede fem gange i de sidste 45 minutter - inklusiv et Rade Prica-hattrick på sølle 11 minutter.

Silkeborg var efter kampen ti point fra redning i bunden af rækken med bare ti runder tilbage af sæsonen, og kampen er da også et bittersødt minde for den nu 32-årige og fodboldpensionerede Raun.

- Jeg kan godt huske kampen, men det føles lidt som om det skete i et andet liv. Det er mærkeligt at tænke tilbage på, når man som mig har været langt væk fra fodbolden i et stykke tid, siger Raun, der for cirka tre år siden stillede støvlerne på hylden efter en kort periode i B93.

Vanvidsopstart under ny træner

4-6-nederlaget var den femte kamp i foråret 2007 efter Silkeborg havde overvintret på sidstepladsen med sølle otte point for 18 kampe.

Silkeborg skiftede Viggo Jensen ud efter 14 runder og erstattede ham med Peder Knudsen i resten af efteråret, ligesom Ebbe Sand blev forfremmet fra talentchef til sportschef godt et halvt år før det oprindeligt var planlagt.

Silkeborg tabte alle fire kampe under Knudsen, og ved årsskiftet overtog den tidligere assistent- og ungdomstræner i klubben, dengang 56-årige Preben Lundbye, i stedet tøjlerne

- Det var en meget, meget hård periode på flere måder. Viggo Jensen røg ud, og vi var igennem en vanvidsopstart under Preben Lundbye. Det var vist tanken, vi bare skulle smadres igennem for at være helt klar til foråret. 

- Det startede også nogenlunde i foråret, som jeg husker det, men vi var ramt på selvtilliden, og der var ikke så meget at gøre. Det var meget, meget tungt og ikke særligt sjovt i den periode efter afskeden med Viggo, siger Thomas Raun.

Som en underlig sommerkamp

Hattricket mod AaB burde egentligt være et stort højdepunkt i Thomas Rauns karriere, men han husker det selv som en meget blandet oplevelse.

- Det var ret pudsigt, for jeg lavede egentlig ikke specielt mange mål i min karriere. Det var selvfølgelig ret sjovt at lave et hattrick, men jeg kunne og kan ikke bruge det til så meget, når nu vi tabte og i det hele taget var inde i en skidt periode.

- Jeg husker mest, at det var lidt ligesom at spille en underlig sommerkamp i anden halvleg. Målene fløj ind fra alle mulige mærkelige vinkler. Personligt var det et lille lyspunkt at score de tre mål, men det tog meget af glæden, at vi faldt sammen på den måde. 

- Vi havde en okay følelse i pausen, hvor vi førte 2-1. Vi følte, vi havde mere at byde på, men så begyndte vi i stedet for at give målene væk. AaB havde jo et stærkt hold og en god grundstamme. Og de gode hold straffede os hårdt, så snart vi lukkede bare lidt op for posen

- Jeg var meget modløs efter kampen og fik sagt i et interview, at vi fortjente at rykke ud. Det fortrød jeg efterfølgende, men det var meget symptomatisk for den sæson. Det hele krakelerede lidt for både klubben, ledelsen og holdet.

Dumt at fyre Viggo

Silkeborg havde i 2006/07-sæsonen et mix af få rutinerede folk som Peter Degn, Steven Lustü og Michael Hansen - sidstnævnte stoppede dog i marts efter at have blevet degraderet som anfører - en håndfuld udlændinge som David Preece og tre islændinge samt en del unge danske talenter.

- Pudsigt nok var vi nogle stykker – mig selv og Søren Ulrik Vestergaard, der stoppede forholdsvist tidligt – og så nogle stykker som Martin Ørnskov, Dennis Flinta og Simon Nagel, som det gik bedre for. Det var lidt blandet, og vi var nok for mange unge spillere til at klare os i den hårde bundkamp. Balancen var vist lidt for skæv i truppen.

- Min bedste periode i Silkeborg var, da jeg selv kom op som i truppen, og det var folk som Thomas Poulsen, Peter Degn og Ulrik Pedersen blandt andre, der var på holdet. De havde noget hår på brystet, og det var fedt at mærke som ung spiller.

- Selvfølgelig vil man gerne spille meget selv, men alfa og omega, hvis man selv skal lykkes og udvikle sig, er, at holdet fungerer godt. Det var gjorde det, da jeg var ny i truppen, for det var mange spillere, der kendte gamet. Det er nok forskellen den første og den sidste del af min periode i Silkeborg, siger Raun, der ikke lægger skjul på, han var meget glad for Viggo Jensen.

- Han var et vanvittigt menneske og en sindssyg dygtig træner. Han er lidt svær at beskrive. Han lavede og sagde nogle vilde ting, og når han først fik en idé, så troede han meget på den.

- Vi lavede mange gentagelser under ham, men til gengæld var der ingen tvivl om, hvordan tingene skulle gøres. Derfor fungerede det også godt, når de unge spillere kom op på førsteholdet. De var vokset op med og var tryg ved systemet. Det var nemt at komme op på Superliga-holdet, selvom tempoet selvfølgelig krævede noget tilvænning.

- Set i bakspejlet var det en dum beslutning af fyre Viggo i den sæson, synes jeg. Vi kunne godt lide ham, og han var jo en mester i netop at kæmpe mod nedrykning.

Genfandt passionen som møbelsnedker

Netop 2006/07-sæsonen var Rauns sidste på højeste niveau. Han spillede en sæson mere i Silkeborg i 1. division, ligesom turen gik til Viborg, Landskrona og Brønshøj, inden han i 2013 som 29-årig stoppede karrieren efter et kort stop i B93.

- Jeg synes egentligt, jeg har fået det ud af mit talent, som jeg har været berettiget til. Jeg har aldrig set mig selv som noget kæmpetalent. Jeg tog fra Vordingborg til Silkeborgs college som ynglingespiller, og det var første gang jeg stiftede bekendtskab med elitefodbold. 

- Jeg gav alt, hvad jeg havde, men jeg var jo aldrig på nogen U-landshold eller noget. Jeg føler ikke, jeg har spildt mit talent på nogen måde. Jeg har fået tæt på det maksimale ud af det. Efter tiden i Landskrona kunne jeg godt have gjort mere for at finde noget på et højere niveau end Brønshøj.

- Jeg havde også muligheden for at komme på fuld tid igen, men det havde jeg jo ligesom prøvet allerede. Jeg kunne have forlænget fodboldtilværelsen, men jeg skulle nok have kæmpet meget hårdt for at komme tilbage i Superligaen. Jeg havde istedet brug for at prøve noget andet og ville gerne i gang med uddannelsen som møbelsnedker.

- Jeg kom ud på dybt vand igen som møbelsnedker, og det var superfedt. Jeg fik noget nyt at kaste mig over med samme passion, som jeg havde haft for fodbolden tidligere. Det ville være dumt ikke at forfølge den mulighed, og derfor stoppede jeg lidt brat med fodbolden, siger Raun og erkender, at han nok manglende den sidste fandenivoldskhed for at bryde endeligt igennem:

- Min svaghed var, jeg ikke helt troede nok på mig selv. Jeg var meget ydmyg omkring at overhovedet få lov at spille professionel fodbold. Jeg skulle måske have været meget egoistisk, hvis jeg skulle have drevet det længere, end jeg gjorde.

Tak til danskfodbold.com for kampstatistik. Læs mere fra kampen her.

Læs med igen torsdag, når vi åbner låge nummer 22 i årets julekalender.

mikael@bold.dk