Per Rud var i en lang årrække rygraden i HB Køge, hvorfra han i 2013 blev hentet til Brøndby. Efter fyringen her i sommer rykkede han for nylig til islandske Trottur, men nu er Rud tilbage i HB Køge.
Svanerne meddeler, at 48-årige Rud er ansat som administrerende direktør og sportschef.
- Efter generalforsamlingen i sidste uge satte vi os ned i den nye bestyrelse og vi blev ret hurtigt enige om, at vi ville kontakte Per Rud og se om vi kunne hente ham tilbage til klubben. Den seneste uge er det gået rigtigt stærkt, og vi er glade for at kunne byde Per Rud velkommen hjem til HB Køge, siger formand Kenneth Christiansen til klubbens hjemmeside.
- Per Rud er en kæmpe kapacitet og en klubmand nærmest uden sidestykke. Han kender HB Køge og vi kender Per Rud og ved, hvad han står for. Per er garant for hårdt og målrettet arbejde og lægger en enorm energi i alt hvad han foretager sig, og så kommer han med et stort sportsligt netværk i både ind- og udland.
Per Rud tiltræder i HB Køge 1. marts 2016.


HB Køge
Betinia Liga































