Mikkel Hedegaard har skfitet SønderjyskE ud med FC Fredericia, hvor han i resten af sæsonen skal spille på en lejeaftale og finde den form, der i sidste sæson betød, at han lignede en mand på vej mod sit gennembrud.
Den 21-årige højreback havde flere muligheder i vinterens transfervindue, men valget faldt altså på FC Fredericia.
- FC Fredericia er en fed klub, som har en god filosofi. Den er lidt anderledes end i SønderjyskE, så det er noget, jeg lige skal vænne mig til - men jeg glæder mig til at lære det hele at kende, siger han til bold.dk.
- Og så ligger Fredericia tæt på. Jeg er stadig bosiddende i Haderslev, og det kunne jeg blive ved med, hvis jeg spillede i Fredericia. Og så ville de gerne mig, og jeg ville gerne dem, så det er et godt match, siger han.
Hedegaard har efterhånden været i FC Fredericia i nogle uger, og han har været glad for sin start i klubben, hvor han er blevet genforenet med flere tidligere holdkammerater.
- Det er selvfølgelig altid rart. Jeg har spillet med Andreas Oggesen, Niels Letort, Erik Nissen og Kenan Hajdarevic - og det er selvfølgelig dejligt, siger han.
- Jeg talte lidt med 'Ogge', inden jeg skiftede. Det var selvfølgelig ikke det, der var udslagsgivende, men det betyder selvfølgelig noget, og det giver en tryghed at kende nogen i forvejen. Men jeg må også bare sige, at drengene har taget utrolig godt imod mig.
- Det har virkelig været nemt at falde ind. SønderjyskE har altid været kendt for et godt omklædningsrum, og det er også rigtig godt. Nu er det første gang, jeg prøver noget andet end det, og jeg må bare sige, at det virkelig er godt, siger Hedegaard.
Inden for kridtstregerne har Hedegaard spillet et par testkampe, og han begynder at finde sig selv.
- Jeg kan godt mærke, der skal bankes noget rust af, og at jeg lige skal ind i tingene i Fredericia, for jeg skal spille på en lidt anden måde end i SønderjyskE. Men det har været dejligt at spille en hel masse
- Jeg ser bare fremad. Jeg skal holde mig skadesfri, så jeg kan træne en masse og spille en masse kampe. Det er derfor, jeg er skiftet til Fredericia, siger Hedegaard, som skal konkurrere med Niclas Nymand om positionen på højre back.
- Det er kun godt, at der er konkurrence, men jeg føler, mine chancer er gode. Det kræver selvfølgelig, at jeg beviser, at jeg er god nok til at spille, for ellers er der bare en anden, der spiller - så det ser jeg frem til, siger han.
Mikkel Hedegaard har spillet to førsteholdskampe i denne sæson i SønderjyskE.
nicolai@bold.dk



FC Fredericia
Betinia Liga



























