To af efterårets bærende spillere fortsætter i HIK. Klubben er nået til enighed med både Alexander Green og Martin Fisch om nye kontrakter, noget der glæder manager Christian Larsen.
- Det har vist sig at være et stort scoop at hente Martin Fisch i Hvidovre IF. Han er en spændende forsvarsspiller, som har hele pakken i forhold til at kunne klare sig på højere niveau, siger Larsen i en pressemeddelelse.
- Hvis den mulighed byder sig for Martin, så kommer vi ikke til at stå i vejen for det i HIK.
Fischers nye kontrakt løber frem til udgangen af 2016, mens Greens nye kontrakt løber sæsonen ud.
- Alexander Green er en topspiller i 2. Division og har betydet en del i vores flotte efterår. Alexander er faktisk ekstremt dygtig i arbejdet uden bold, hvor nogle af spidskompetencerne er evne til at finde de rette områder, hans genpres og en enorm løbekapacitet, siger Larsen.
- Derudover er jeg sikker på, at Alexander kun vil blive bedre og bedre med alderen, som man har set det med andre spillere.
HIK meddeler videre, at man siger farvel til målmanden Sebastian Kjær, mens Anders Hornbæk vender tilbage til AB. Endelig rykkes den 17-årige stopper Adam Riis op i førsteholdstruppen.


HIK
CampoBet 2. division






























