1. Division -Hobro: Har gjort alt rigtigt med Abang
2017-02-02 09:52:01
Foto:

Hobro: Har gjort alt rigtigt med Abang

Hobro afviser, at de har gjort noget forkert i ophævelsen med Anatole Abang. Nordjyderne forstår ikke, hvorfor Næstved aldrig henvendte sig for at få løst sagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Næstved ærgrer sig over, at Hobro, ifølge sjællænderne, ikke gjorde deres papirarbejde færdigt, da de ophævede kontrakten med lejesvenden Anatole Abang.

Ifølge Næstved ophævede Hobro kun DBU-aftalen og ikke lejeaftalen med MLS, og dermed kunne Næstved ikke leje Abang i foråret.

På Næstveds Facebook-side svines Hobro alvorligt til for sagen, noget der ærgrer nordjydernes formand, Lars Kühnel.

- Vi var ved at få kaffen galt i halsen, da vi læste Næstveds Facebook-opslag i aftes, siger Kühnel til bold.dk.

- Vi har gennem længere tid arbejdet på at ophæve aftalen med Abang, uden at der rigtig var sket noget. Til sidst måtte vi rykke på det, og vi indgik aftalen med Abang om at ophæve.

- Den aftale blev underskrevet på vores kontor på DS Arena i Hobro af sportschef Jens Hammer Sørensen. Den blev sendt ind til DBU og han spurgte, om der var mere, vi kunne gøre, hvortil svaret var ‘nej’.

- Det eneste han kunne gøre, var at sende en TPO-erklæring til dem i USA, hvilket han gjorde, og derefter sagde de fra DBU’s side, at der ikke var mere, som Jens kunne gøre.

På det tidspunkt på aftenen, havde Hobro stadig intet hørt om Næstveds interesse i at leje Abang.

- Omkring klokken 22.30 fik Jens Hammer Sørensen en mail, enten fra dem i USA eller fra den danske agent. I det papir, vi fik der, fremgik det, at Næstved kunne være ny arbejdsgiver, hvilket vi kun glædede os over.

- Men i det papir, vi fik, fremgik det også, at hvis MLS’ aftale med Næstved ikke blev til noget, så skulle vi stadig betale Abangs løn, hvilket vi selvfølgelig ikke kan, når vi har ophævet med ham.

- Vi meddelte den danske agent, der forestod kommunikationen med amerikanerne, at vi gerne ville skrive under på, at lejeaftalen var ophørt, for det var den jo de facto, da aftalen med Abang var ophørt, men vi ville ikke skrive under på, at hvis MLS eller Næstved så ikke nåede en aftale, så skulle vi betale hans løn.

Kühnel ærgrer sig over, at Næstved ikke i processen hev fat i Hobro for at få løst sagen.

- Hvis de bare havde løftet røret og sagt, at de ville tage alle forpligtelser omkring Abang fremadrettet, så kunne vi godt have underskrevet den fra USA, siger formanden.

- Der er gået et eller andet galt i kommunikationen. Vi har gjort fuldstændigt, som vi skulle, så jeg synes det er unfair at de gør, som de gør, på deres Facebook-side.

Sportschef Jens Hammer Sørensen er på linje med sin formand i sagen.

- Vi stiller os uforstående over for beskyldningerne fra Næstved. Jeg har på intet tidspunkt modtaget en henvendelse fra Næstved, endsige en anmodning om overførsel af spillercertifikat. Vi har haft at gøre med et kontraktophør med en af vores spillere og har været i dialog om dette gennem en længere periode, siger Hammer i en pressemeddelelse.
- Vi har gjort vores hjemmearbejde i forhold til alt papirarbejde og har også været i tæt dialog med DBU, som har godkendt alt formalia omkring ophævelsen af aftalen med Abang.

Abang nåede i Hobro ti kampe og tre mål.

Annonce
Annonce

30 kommentarer

Se kommentarer
Annonce