Hobro får sandsynligvis svært ved at holde på topscorer Pål Kirkevold denne sommer, og i det hele taget bliver angrebet formentligt affolket en smule.
Nu er der imidlertid kommet nyt blod ind i form af den 21-årige ex-FCK'er Julian Kristoffersen, som nordjyderne har købt i svenske Djurgården.
- Julian er en stor og stærk angriber, der er rigtig dygtig inde i boksen. Han har et kæmpe potentiale, og det er også derfor, han har været i store klubber som FC København og Djurgården IF. I de klubber har han ikke helt indfriet sit potentiale, men det tror vi på, han kan her i Hobro IK, og derfor har vi hentet ham til klubben, siger sportschef Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse.
- Jeg glæder mig meget til at spille i Hobro. Jeg har hørt meget positivt om klubben, og jeg fik et godt indtryk af klubben og af personerne i klubben, da jeg var på besøg. Nu ser jeg frem til at komme i gang og møde mine nye holdkammerater og trænere, supplerer Kristoffersen.
Kristoffersen nåede to førsteholdskampe i FCK.


Hobro
Djurgården
3F Superliga
Allsvenskan



























