Høegh reflekterer: Var alt for tålmodig i AGF

bold.dk kunne tidligere på ugen fortælle, at Dennis Høegh stopper karrieren i en alder af 32 år.

Offensivspilleren nåede at repræsentere AGF, Viborg, Hobro og senest FC Fredericia, og når han i dag ser tilbage på karrieren, er det med en smule vemod.

- Det er der, hvor jeg godt kan blive lidt ramt, for det er noget med en masse gode minder og oplevelser. Det er faktisk det, der har været det hårdeste, siger Dennis Høegh til bold.dk.

- Som helt ung blev jeg udråbt som et kæmpe talent, og der var sat store mål for mig, om hvad jeg skulle opnå i min karriere, og jeg kan vist med god ro i sindet sige, at det opnåede jeg aldrig. Jeg fik aldrig udlevet det potentiale, jeg muligvis havde som fodboldspiller, men fodbolden er også meget med det mentale aspekt – har man mentaliteten til at slå igennem på den store scene?

- Det må jeg indse, at det har jeg ikke haft, og med det i baghovedet er jeg faktisk superstolt af mange af de ting, jeg har opnået. Jeg spillede et hav af ungdomslandskampe, har spillet på alle de største stadions i Danmark og scoret i Superligaen, så der er mange afkrydsninger på to do-listen, som man drømmer om som barn, som jeg egentlig synes, jeg har fået med.

- Det er klart, jeg gerne ville have været til udlandet og opleve, hvordan det havde været, men det er så en af de ting, som evnerne ikke rakte til. Det skal man jo ikke gå og græde over. Det var sådan, det var for mig, og det er jo et nåleøje, man skal igennem.

- Man skal også være glad for, at man har været så privilegeret at leve på den måde, som jeg har levet i mange år, siger Dennis Høegh.

I løbet af karrieren har han haft løse muligheder fra lande som Island, Færøerne, Norge og Sverige, men det aldrig så konkret, at resulterede i et skifte.

A blessing and a curse

Når han ser tilbage på det, ærgrer det Dennis Høegh, at han blev udråbt som et stortalent som ung – a blessing and a curse, kalder han det.

- Det kan være svært for andre at forstå, men jeg blev udråbt til et kæmpetalent og skulle nå meget, og jeg tror, det nogle gange var svært for mig selv at forstå, hvorfor det lige var mig. Jeg kunne godt have svært ved at tro på, at jeg var så god, som de sagde. Det har nok altid været svært for mig at leve op til forventningerne.

- Det er nemt at sige i bagklogskabens lys, men jeg tror, det havde været bedre for mig at komme lidt bagfra og gå lidt i skyggen og så lige pludselig brage igennem. Jeg havde et stort forventningspres, og det har jeg bare ikke haft evnerne til at kunne håndtere og få det forløst.

- Der er tusinde andre forskellige aspekter, for det har også noget at gøre med, hvem man har som træner. Finder man én, der tror vanvittigt meget på én, eller er det lidt op ad bakke? Det er en blanding af mange ting, tror jeg.

Høegh har svært ved at udpege et enkelt højdepunkt fra karrieren.

- Når man kigger tilbage på det, synes jeg faktisk, at noget af det mest spændende er at analysere lidt på de trænertyper, man har haft. Fra nogle har man taget en masse, og fra andre har man slet ikke taget noget til sig. Det er sjovt at kigge tilbage på de måder at gøre tingene på og analysere lidt på det.

- Der er også enkelte begivenheder, der stikker ud. Min debut for AGF var en kæmpe drengedrøm, og at spille på Aarhus Stadion var jo noget, jeg som knægt drømte om. Det var også stort at få debut for Danmark på ungdomslandsholdene.

- Jeg har mødt en masse fantastiske mennesker igennem sådan en karriere, så jeg kan kun være glad for, at jeg har spillet fodbold, siger Dennis Høegh.

Andre aspekter af fodboldlivet

Når snakken falder på karrierens lavpunkter, peger Dennis Høegh både på perioder med skader og manglende spilletid.

- Jeg har jo været ramt af skader i løbet af min karriere og har været ude i lange perioder med forskellige problematikker, og det er klart, at det er aldrig sjovt i de perioder. Det er heller ikke sjovt, når man har været ude i kulden, og det hele har set lidt håbløst ud. Det har jeg da også prøvet i både AGF og Hobro, hvor det var svært at komme ind og spille fast.

- Det er virkelig der, hvor har skulle kunne se på de andre aspekter af fodboldlivet, og hvad det så giver. Det er holdkammerater, sammenholdet og kærligheden til det at spille fodbold, der har drevet det. Fodboldverdenen er meget sort-hvid på det punkt.

- Spiller man, er hverdag noget af det nemmeste at komme igennem, men hvis man ikke spiller eller føler, der bliver set ens vej, er man hurtig til at male fanden på væggen.

- I takt med at man er blevet ældre, er man da også blevet bedre til at tackle de ting. Det er klart, at det var noget af det, der gjorde, at man tænkte, om det overhovedet var værd at fortsætte. 

- Det er også det, der har været en gave ved at få familie, at man har fået fjernet tankerne fra det, så på mine ældre dage har det ikke fyldt så meget for mig, fordi jeg har haft rigeligt andet at tænke på. Der var simpelthen bare ikke tid til at gå og ærgre sig i hverdagen.

Skulle have været mere opsat på spilletid

Der er ikke noget, som Dennis Høegh som sådan fortryder, men kunne han lave noget om fra sin karriere, ville han være mindre tålmodig, når spilletiden var knap i perioder.

- Hvis jeg skulle køre drejebogen om igen og kunne vælge helt fra start, skulle jeg i min tid i AGF have haft mindre tålmodighed. Jeg husker det som en tid, hvor jeg egentlig bare var tilfreds.

- Jeg trænede fint og hårdt, men jeg var også bare tilfreds med at være med på bænken. Det var lige som om, at så havde jeg nået det, og at det var et mål i sig selv at sidde på bænken.

- Der synes jeg, at mentaliteten i dag er meget bedre, når man forsøger at leje de unge mennesker ud. Altså hvis man kan se, at de ikke har en chance for at komme til at spille for førsteholdet i en Superliga-klub, synes jeg, det er en god idé at udleje folk. Jeg ville gerne have været udlejet til en 1. divisionsklub eller hvad nu for ligesom at få noget kamperfaring, som bare er det vigtigste.

- Man kan træne, så meget man vil, og det er selvfølgelig også en vigtig del, men hvis man ikke bliver stimuleret med kampe og ved, hvad der skal til for at brænde igennem der, så hjælper det ikke meget.

- Jeg skulle have været mere opsat på at komme ud, og det er selvfølgelig også noget med den personlighed, man har. Er man lidt tryghedsnarkoman, har man det jo fint i trygge rammer, men hvis man skal rykke sig selv lidt, er det fint at komme ud af ens comfort-zone, og der var jeg bare for meget tryghedsnarkoman.

- Jeg havde det dejligt i AGF og kendte alle og det hele, og det samme var tilfældet i Hobro, hvor jeg også var utilfreds med ikke at spille, men jeg blev der alligevel, fordi jeg havde mange gode venner i Hobro, og det hele spillede uden for banen.

- Det havde jeg ikke lyst til at opgive, og der kan jeg se nu, at jeg skulle have været mere opsat på at finde spilletid, siger Dennis Høegh til bold.dk.

Du kan læse Dennis Høeghs overvejelser omkring det at stoppe karriere ved at klikke her.