Mål mod Manchester City, Atletico Madrid og Inter i Champions League!
Man kan ikke vise sig bedre frem, end Kasper Høgh har gjort her i starten af 2026.
Bodø-Glimt-bomberen har leveret varen i sådan en grad, at han aktuelt er den mest formstærke danske angriber. Han er i hvert fald den angriber, der har scoret på det højeste niveau - i Champions League.
Tirsdag aften kan han fuldende en imponerende start på 2026 ved at spille Bodø/Glimt i 1/8-finalen i Champions League. Nordmændene fører 3-1 efter det første opgør mod Inter.
Lige nu står ingen danske landsholdskandidater skarpere end den 25-årige tidligere Randers-, Hobro- og AaB-angriber.
Han har leveret på så højt et niveau, han efterhånden bliver svær at komme uden om for landstræner Brian Riemer, når han skal udtage sin landsholdstrup til de afgørende kampe om at kvalificere sig til VM.
Artiklen fortsætter efter billedet

Bold har gennemgået 2026 for de kandidater, der kan komme i spil som angriber udover Rasmus Højlund til de forestående to kampe.
Se listen over formen hos de danske angribere i 2026 lige her:
Høgh skiller sig ud - så skarpe er de danske angribere
Kasper Høgh, Bodø/Glimt
Scoringer mod Manchester City, Atletico Madrid og Inter har gjort ham brandvarm i jagten på en plads i landsholdstruppen. Som status er lige nu, er han favorit til at snuppe en plads i truppen, der udtages 17. marts.
Fire mål i tre kampe (234 minutter) i 2026.
Rasmus Højlund, Napoli
Han er landstrænerens sikre førstevalg. Han bliver med sikkerhed udtaget i jagten på VM-billetten. Men det er bemærkelsesværdigt, hvor få mål han har scoret, når man ser på spilletiden.
Tre mål i 15 kampe (1147 minutter) i 2026.
Mika Biereth, Monaco
Han debuterede på landsholdet i marts sidste år. Det skete efter en voldsom målstime.
Siden har han spillet otte landskampe og står noteret for ét mål. Han virker langtfra så skarp for tiden, hvor han også har mistet startpladsen i Monaco.
Ét mål i ni kampe (365 minutter) i 2026.
Kasper Dolberg, Ajax
Det har ikke fungeret helt perfekt for ham, efter han er kommet retur til Ajax fra Anderlecht. Siden august er det blot blevet til fem træffere.
To mål i 10 kampe (751 minutter) i 2026.
William Osula, Newcastle
Han har været inde i landsholdsvarmen tidligere, men måtte melde fra med en skade. Han har haft svært ved at etablere sig i Newcastle. Klubskiftet til Frankfurt kollapsede sidste sommer. Det ligner en ny udfordring til sommer.
Nul mål i syv kampe (149 minutter) i 2026.
Casper Tengstedt, Feyenoord
Han er kommet stærkt i gang med 2026, hvor han har været afgørende i et par kampe.
Om det er nok til en plads hos Brian Riemer, er stærkt tvivlsomt.
Tre mål i seks kampe (280 minutter) i 2026.
Jens Odgaard, Bologna
I efteråret var han inde i billedet ved flere lejligheder, men han blev aldrig udtaget til truppen.
Lige nu virker formen ikke helt på toppen. Andre står foran ham til en plads.
Ét mål i ni kampe (524 minutter) i 2026.
Conrad Harder, RB Leipzig
U21-landsholdsspilleren har vist sig fint frem i Bundesligaen, hvor han har scoret i en kamp mod Mainz, som Leipzig dog tabte.
Ét mål i otte kampe (256 minutter) i 2026.
Mathias Kvistgaarden, Norwich
Det har været en svær start for den tidligere Brøndby-bomber efter skiftet til Norwich. Han har ikke formået at etablere sig som stamspiller. Derfor er landsholdet lige nu langt væk.
Ét mål i ni kampe (304 minutter) i 2026.
Jonas Wind, Wolfsburg
Det har været en skidt sæson uden højdepunkter for angriberen, der lige nu slås med en skade.
Han har ikke spillet siden 22. november. Meldes først spilleklar til april.
Hvis Rasmus Højlund holder sig skadefri, er han det sikre førstevalg hos Brian Riemer.
Ser man på tallene og præstationerne skiller Kasper Høgh sig markant ud i forhold til konkurrenterne.
Kasper Dolberg, Mika Bierth, William Osula, Casper Tengstedt, Jens Odgaard, Conrad Harder og Mathias Kvistgaarden får i sandhed baghjul af den 25-årige Bodø/Glimt-bomber.

Har fulgt Høgh meget tæt
Brian Riemer fortæller, at Kasper Høgh selvfølgelig er inde i billedet til en plads på landsholdet.
- Man må bare lette på hatten for det, som Kasper Høgh har præsteret i Champions League. Det er ikke hver dag, vi har danske spillere, som spiller en afgørende rolle i den sidste fase af den største klubturnering.
- Vi har fulgt ham nøje gennem længere tid og også set ham live, og udover at være en rendyrket målscorer, synes jeg, han er en rigtig dygtig presspiller.
- Jeg har også haft en god snak med ham over telefonen, og nu følger vi ham og andre dygtige angribere de næste uger, og så udtager vi truppen den 17. marts, siger Brian Riemer til Bold.
Kasper Høgh var et navn, som landstræner Brian Riemer også havde i tankerne i efteråret. Høgh var således også inde i billedet til kampene i september oven på stærk sommer med ni scoringer på lidt over én måned i juli-august 2025.
Brian Riemer udtager sin trup til de to afgørende kampe om VM-billetten den 17. marts.

Landsholdstruppen bliver samlet på Hotel Marienlyst mandag 23. marts, hvor de reelt kun har to dages forberedelse til opgøret i Parken mod Nordmakedonien 26. marts.
Der spilles enten finale om VM-billetten eller en ligegyldig venskabskamp 31. marts, hvor Irland eller Tjekkiet er modstanderen på udebane.

Riemers nye kaniner
Hattrick | Afsnit 87Brian Riemer har i dag udtaget Danmarks trup til de kommende venskabskampe mod DR Congo og Ukraine. Det er en trup med flere velkendte landsholdsprofiler - men også et par overraskelser.
Læs mere
Bodø/Glimt
Danmark







































