Det går stærkt i fodboldens verden. Vejen fra fiasko til succes. Fra skuffelse til glæde. Fra nederlag til sejr.
AC Horsens er det aktuelle billede på, at tingene hurtigt vender.
Da grundspillet sluttede i Betinia Ligaen 21. marts med et 0-4 nederlag til Hvidovre så det kulsort ud for AC Horsens.
De havde indledt et forår, hvor de blot havde fået ét point i fire kampe.
Ind i mellem den sløje forårsstart nåede David Nielsen at sige sit job op.
Og det fik sportsdirektør Esben Hansen i et stort interview med Bold til at skyde ambitionerne om oprykningen ned for resten af foråret.
- Oprykning var vores klare mål. Men det er ikke længere realistisk at tale om oprykning, når vi er ni og 12 point efter holdene på oprykningspladserne.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Samtidig står vi i en situation, hvor vi kun har fået ét point i de fire første kampe i 2026.
- Derfor kommer vi nu til at lave nogle ændringer primært med sigte på næste sæson, lød meldingen fra Esben Hansen for blot tre uger siden.
Men siden slutspillet begyndte, har AC Horsens ikke set sig meget tilbage.
Ingen er så formstærk
Med to sejre og én uafgjort er AC Horsens foreløbig det mest formstærke mandskab i slutspillet om oprykning.
To gange 1-0 over henholdsvis Lyngby og Kolding samt 0-0 mod Hillerød, viser, at AC Horsens har fået styr på defensiven og nu vinder de tætte kampe.
Og nu er oprykningen ikke længere 12 og ni point væk. Den er reduceret til 11 og blot fem point til Esbjerg på andenpladsen.
Læg dertil, at AC Horsens stadig mangler at møde Esbjerg to gange i oprykningsspillet. De møder dem tirsdag aften på hjemmebane.

- De seneste uger har vist, hvad vi kan, når vi gør tingene på den rigtige måde. Vi er meget glad for, hvordan tingene har udviklet sig de seneste tre uger. Vores trænerstab har leveret et stærkt arbejde i dagligdagen.
- Vores fokus lige nu er ikke på oprykning, men på at gøre os bedre, stærkere og udvikle os, siger sportsdirektør Esben Hansen og uddyber:
- Når det er sagt, går vi naturligvis efter at vinde alle kampe, vi spiller. De bedste kortsigtede beslutninger, får vi ved at tænke langsigtet, siger han.
Esben Hansen glæder sig over, at Niki Zimling søndag tiltrådte som cheftræner, selv om den officielle dato først var 1. maj.
Derved står Zimling i spidsen for holdet til tirsdagens opgør mod Esbjerg. Han bliver dog stærkt suppleret af Mads Kristensen, der har stået med ansvaret, siden David Nielsen stoppede i klubben.
- Vi glæder os utrolig meget til samarbejdet med Niki. Han har købt ind på vores tankegang om at tænke langsigtet med projektet her i AC Horsens.

Det er dyrt at være storsatsende, som man oplever i AC Horsens. Klubben har haft et underskud på 160 mio. kr. de seneste to år.
Men det betyder ikke, at Bill Binnie, der ejer 80 procent af aktierne, ryster på hånden.
Han har garanteret yderligere 100 mio. kr. samlet de næste to år til driften.
Læs mere om den sag lige her

Brøndby: Fra krise til medaljejagt
Hattrick | Afsnit 64Brøndby leverede rundens helt store overskrift i Superligaen, i en runde, hvor Silkeborg også dummede sig gevaldigt i jagten på overlevelse.
Læs mere

AC Horsens
Betinia Liga





































