Sydbank Pokalen -Hundested-chef: Går absolut efter at drille dem
2018-09-26 08:49:02
Foto: Getty Images

Hundested-chef: Går absolut efter at drille dem

Serie 1-holdet Hundested har omkring fem-ti procents chance for at levere pokalsensationen mod Vendsyssel, hvis alt går holdets vej, mener cheftræner Michael Schou.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Onsdag eftermiddag er pokalbrag på menuen i Hundested.

Her kommer Superliga-mandskabet fra Vendsyssel nemlig forbi for at møde Serie 1-holdet Hundested IK, og cheftræner Michael Schou kan sagtens mærke, at det bliver en speciel dag.

- Stemningen er fuldstændig fantastisk. Jeg tror, der er en lille smule eufori, siger Hundesteds cheftræner, Michael Schou, til bold.dk.

- Vi kom rigtig godt ud af weekendens kamp uden skader, og det virker, som om hele truppen er klar. Vi har ikke tabt i Hundested i over et år, så hvorfor skulle vi tabe mod Vendsyssel

Det er nemlig den tilgang, holdet har til kampen. Hundested kommer i absolut stærkeste opstilling, træneren har set video på Vendsyssel, og alle forberedelser handler om at se på, hvordan holdet kan skabe overraskelsen - og ikke bare minimere nederlaget.

- Vi går absolut efter at drille dem. Vi kommer ikke til at lægge os ned. Så kan det godt være, at jeg skal sluge mine ord, hvis vi er bagud 5-0 ved pausen, og vi bare skal gå efter at minimere det. Det må vi jo se på.

- På en rigtig, rigtig god dag, hvor vinden blæser, solen skinner, og alt går vores vej, så har vi mellem fem og ti procents chance for at lave overraskelsen. Og det går vi benhårdt efter, siger Michael Schou.

Fart og omstillinger
Ifølge cheftræneren er fart og skarpe omstillinger nogle af holdets spidskompetencer, og det bliver også våbnene mod Vendsyssel.

- Det er lige præcis der, jeg tror, vi kan ramme dem. I min verden virker det i deres kampe, som om modstanderen skal styre spillet og have bolden, og så har de nogle rimelig hurtige kanter og er gode til omstillingsspillet.

- Der er ingen tvivl om, at det er Vendsyssel, der kommer til at styre spillet. Vi kommer ikke til at begrave os, men vi kan jo være afventende, og jeg tror, der er et par stykker derovrefra, som bliver lidt overraskede over, hvor meget fart der er i Serie 1, siger Schou.

Og så håber cheftræneren, at Hundested kan udnytte, at Vendsyssel har haft en lang bustur til Sjælland og måske ikke er topmotiverede til opgøret.

- Jeg tror ikke, det kan undgås, at spillerne tænker, at de lige skal over og have det overstået mod Serie 1-holdet.

- Og når der kommer elleve sultne Hundested-spillere, som spiller deres livs kamp og har deres livs chance, så tænker jeg, at man kan løbe 25 procent mere, end man plejer.

- Jeg tænker bare, at man kan alt lidt bedre - specielt hvis vi får en god start, siger Michael Schou.

Skal undgå personlige fejl
Lige præcis starten på kampen bliver nemlig altafgørende for Hundesteds chancer, mener han.

- Jeg er allermest bange for, at vi får lavet en personlig fejl inden for det første kvarter. Der er ikke nogen tvivl om, at hvis vi kommer bagud, så bliver det svært.

- Vi formår formentlig ikke at kunne gå op og presse og trykke dem i forhold til at skulle forcere. Men hvis vi kan stå rigtigt defensivt og kan leve på omstillinger, så tænker jeg, at vi godt kan drille dem, siger han.

Michael Schou tilføjer desuden, at han personligt håber på omkring 1.000 tilskuere til pokalkampen. Stadionrekorden ligger på omkring 1.200.

Kampen mellem Hundested og Vendsyssel fløjtes i gang onsdag klokken 16:15.

anton@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce