


Danmark leverede en fornem indsats, da holdet fredag besejrede Frankrig med 2-1 på udebane i Nations League.
Kasper Hjulmand måtte til kampen undvære den normale forsvarsduo Simon Kjær og Andreas Christensen og stillede i stedet med et tremandsforsvar bestående af Victor Nelsson, Joachim Andersen og Jannik Vestergaard.
Trioen holdt med resten af holdet Frankrig nede på ganske få chancer, og Hjulmand var efterfølgende imponeret over, hvad han havde set.
- Det var en fantastisk defensiv præstation, siger Hjulmand.
- Der var mange, der satte spørgsmålstegn ved Jannik, men prøv at se, hvordan han spillede denne kamp og den autoritet, som Jannik giver holdet. Dem af os, som er ret tætte på banen, kan høre ham hele tiden.
- Joachim har været fantastisk på vej, har haft en kanon sæson og banket på i noget tid, og Nelsson stepper bare op i en kamp som denne, hvor man kunne se det potentiale, han har.
- Så stor ros til de tre, men også til hele holdet, for alle knoklede, hvilket man skal gøre mod Frankrig, hvor man kommer til at lide og stå lidt nede bagi.
- Der blev arbejdet helt vildt hurtigt inde centralt, hvor Frankrig gerne ville spille, der blev hele tiden trykket på. De kom frem til ret få chancer i kampen, og det skal der rigtig meget til for mod Frankrig.
- Prøv også at se en Christian Eriksen, som virkelig lagde mange meter i benene bare på det defensive. Stor ros til hele holdet for det.
Kasper Hjulmand skiftede formation fra 3-4-3 til 4-3-3 undervejs i kampen.
Udover et formationsskifte formåede holdet ifølge Hjulmand også at vise, at det mestrer forskellige måder at forsvare sig på.
- Vi forsvarede på to forskellige måder i løbet af kampen. Enten pressede vi ekstremt aggressivt langt fremme på banen, og ellers stod vi lavere og sikrede, at det centrale område på banen blev lukket ned.
- Vi startede med tre mand i forsvaret, og de formåede at skubbe op i det område, hvor Frankrig gerne ville spille, mens vores wingbacks tog sig af deres wingbacks.
- Vi havde planlagt systemskiftet i ugens løb, og det er fedt at se spillerne tilpasse sig skiftet og mine skøre idéer, siger Hjulmand.
Det er endnu uvist, om Andreas Christensen kommer i spil til mandagens kamp mod Østrig.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Danmark
UEFA Nations League A





























