Kun FC Basel kan spolere FC Københavns drøm om en plads i Champions League.
Onsdag venter det første af to opgør i playoffrunden, og cheftræner Jacob Neestrup har på forhånd stor respekt for den modstand, der venter.
Det fortalte han til den skrevne presse efter fredagens 3-1-sejr over FC Nordsjælland.
- Jeg tror, det bliver to tætte og jævne opgør. Det er to klubber, som har stor erfaring med netop sådanne kampe. Det er et godt hold med god fart på siderne og et par rutinerede ræve inde på 9’eren og 10’eren, siger Neestrup.
FC Københavns cheftræner refererer ikke mindst til superstjernen Xherdan Shaqiri, der sidste sommer vendte hjem til FC Basel og var med til at sikre dem The Double.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det skete efter en sæson, hvor han stod bag hele 18 mål og 21 oplæg.
Det er derfor ikke mindst offensiven hos de schweiziske mestre, som FCK skal være særligt opmærksomme på, mener Neestrup.
- De scorer mange mål – hold kæft, de scorer mange mål. Så vi skal være skarpe, men vi skal ned og levere en FCK-away i Europa, der gør, at vi har et udgangspunkt, når vi skal hjem til Parken. Nu må vi se, hvordan kampen udvikler sig nede i Basel.
Vild sæson
Tallene bakker Neestrups ord op.
FC Basel endte i sidste sæson som det med afstand mest scorende hold med 91 kasser, mens det næstmest scorende mandskab nettede 64 gange.
I denne sæson har de ikke haft helt lige så meget tur i den, da de står med seks point efter de første fire runder, hvilket rækker til en aktuel fjerdeplads.
Københavnerne indleder dobbeltopgøret på udebane, og Jacob Neestrup gør det klart, at FCK har en lille fordel ved, at tingene skal afgøres en uge senere i nationalarenaen.
- Ved forlænget spilletid kan du potentielt stå med flere minutter på hjemmebane end på udebane.
- Jeg plejer altid at sige, at hvis vi møder et hold, der er meget bedre end os selv over to kampe, er det en fordel at starte hjemme for at holde noget i live, og hvis det er et hold, hvor vi er klart bedst, eller det er rimelig lige, så er det måske en lillebitte fordel at slutte i Parken.
Opgøret mellem FC Basel og FC København på St. Jakob-Park fløjtes i gang onsdag klokken 21.00.


FC København
Basel
CL-kval







































