Aston Villa betalte på den dyre side af 100 millioner kroner, da de i sommer hentede den skotske målmager Ross McCormack i Fulham.
Skiftet har dog ikke været nogen succes, blot tre mål er det blevet til i 20 kampe for McCormack, som bestemt ikke er i kridthuset hos manager Steve Bruce.
- I mine øjne er han ikke fit nok til at træne, og han kommer ikke til at spille, med mindre hans indstilling til træning, og til at misse træning, forbedres, siger Bruce til The Guardian.
I den forgangne uge missede McCormack en træning, og han havde en noget alternativ undskyldning klar til sin manager. Hans automatiske port, der skulle åbne for at han kunne forlade sin ejendom, ville ganske enkelt ikke åbne.
- Han sagde, at han ikke kunne hoppe over hegnet, som var 1,35 meter højt, siger Bruce.
- Der har været for meget mangel på disciplin her i Villa. I de 20 år, jeg har været manager, har jeg aldrig hængt en spiller ud, men jeg føler, at jeg er nødt til at sætte et eksempel, for jeg vil ikke finde mig i det her.
- Hvordan kan jeg spille ham, hvis ikke han kommer? Han er mere end én gang ikke kommet til træning. Alle kan have en undskyldning, men når det sker mere end én gang, vil jeg ikke acceptere det.
McCormack har været rygtet tilbage til Fulham, men Bruce afviser at man vil lade angriberen smutte ud af bagdøren.


Aston Villa
Championship





























