FCM Holding A/S, som er selskabet bag Superliga-klubben FC Midtjylland, har solgt selskabets håndboldafdeling til en investorgruppe.
Håndboldafdelingen har været i FCM-regi siden 2008, men med omgående virkning overdrages ejerskabet altså til investorgruppen, som er forankret i Midtjylland.
- Da Matthew Benham købte FC Midtjylland, forpligtede han sig til økonomisk at sikre den fremtidige drift af håndboldklubben, siger bestyrelsesformand Rasmus Ankersen til fcm.dk og fortsætter.
- Han forstod, at håndbold er en vigtig del af elitemiljøet i Ikast og bidrager positivt til brandingen af FC Midtjylland. Lidt mere end tre år senere er tiden nu kommet til at give stafetten videre til lokale kræfter.
- Jeg er meget tilfreds med, at vi har fundet en løsning, hvor vi fortsat vil have et tæt samarbejde omkring at videreudvikle elitemiljøet i Ikast, og samtidig får håndboldklubben en ambitiøs ejerkreds, der kan flytte den til det næste niveau, siger Rasmus Ankersen.
Håndboldafdelingen i FCM gav i regnskabsåret 2016/2017 et underskud på 3,408 millioner kroner.
Håndboldafdelingen vil gå under FCM-navnet i resten af sæsonen og skifter navn i næste sæson.


FC Midtjylland
3F Superliga





























