Få dage inde i preseason blev Gustav Isaksen ramt af kyssesyge.
Da diagnosen var klar, blev den 24-årige kantspiller afskåret fuldkommen fra resten af omverdenen for at minimere risikoen for smitte.
Det fortæller han selv i et interview med TV 2.
- Jeg rykkede direkte i 14 dages isolation ude på klubbens anlæg, hvor jeg hele tiden blev overvåget af en læge. De var meget forsigtige og bange for, at jeg kunne smitte mine holdkammerater, så der blev ikke taget nogen chancer. Det var nogle hårde uger, hvor feberen også meldte sin ankomst, samtidig med at halsen hævede, og jeg næsten ikke kunne synke, siger Isaksen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Efter de to første uger ønskede Lazio at fortsætte den konstante overvågning i yderligere to uger på klubbens træningsanlæg, men her satte Isaksen foden ned og bad om at komme hjem i sit eget hus.
Senere begyndte det stille og roligt at lysne for danskeren, der senere mandag vender retur til det danske landshold i Helsingør.
Danmark står foran to vigtige kampe mod henholdsvis Belarus og Grækenland i VM-kvalifikationen.

Lazio
Serie A



































