Fremad Amager har fundet formen i den seneste måneds tid med fem kampe uden nederlag i 1. division, men ikke destomindre afbryder cheftræner Jan Michaelsen og klubben nu samarbejdet.
Det har været en stor og lærerig oplevelse at være en del af dette spændende projekt, men det har gennem et stykke tid stået klart for mig at det ikke var det rigtige match, siger Jan Michaelsen til klubbens hjemmeside og tilføjer:
- Jeg har haft en spændende tid sammen med en masse fantastiske mennesker, og jeg ønsker alle i og omkring klubben alt det bedste i fremtiden.
Klubbens direktør Michael Jahn er ærgerlig.
- Vi har løbende evalueret med Jan, og har haft en lang og god dialog. Jan er jo kommet til Fremad Amager i en tid hvor en masse ting har skullet finde sin plads, og han har haft en svær og vigtig rolle med at opnå så gode resultater som muligt, mens vi har bygget på organisationen.
- Det har vist sig at Jan og Fremad Amager ikke er den rigtige løsning på den lange bane. Det er selvfølgelig en ærgerlig situation, siger Jahn.
Fremad Amager, der for et par uger siden hyrede russiske Timur Daguev som ny sportschef, regner med snarest at melde ud, hvem der bliver ny cheftræner.



Fremad Amager
Betinia Liga



























