45-årige Jesper Christiansen har massiv erfaring fra en lang fodboldkarriere efter ophold i blandt andet FC København, Rangers og Wolfsburg samt det danske landshold.
Nu skal Christiansen give sin erfaring videre på serieniveau.
Den tidligere Superliga-profil siger nemlig til bold.dk, at han har lavet en etårig aftale med i Serie 2-klubben VTF (Vejby-Tisvilde), hvor Christiansen skal være cheftræner.
Christiansen har senest været målmandstræner i Nykøbing FC, men det job kan han ikke varetage mere.
- Jeg har spillet lidt hyggebold derude det seneste år i klubben, og jeg er desværre kommet galt af sted med ryggen, så jeg p.t. ikke arbejder fuld tid. Så opstod der en mulighed for, at jeg kunne overtage holdet fra sommer af, da træneren ville stoppe.
- Jeg tænker, at det er en god mulighed for stadig at have noget med fodbold at gøre. Jeg kender klubben og drengene. Det er en god gruppe, som gerne vil det, og de er gode at arbejde med, så det glæder jeg mig til, siger Jesper Christiansen til bold.dk.
Ingen cheftrænerdrøm på højere niveau
Christiansen fortæller, at det bliver en smule anderledes at være cheftræner, men han går ind til jobbet med store ambitioner på klubbens vegne.
- Da jeg var målmandstræner i Fremad Amager og Viborg, var jeg også assistent på nogle områder i trænerteamet. Jeg har haft ansvaret i en kort periode i Fremad Amager, så jeg glæder mig.
- Selv om det er på Serie 2-plan, så er det en klub med ambitioner om at spille med om oprykning til næste sæson. Der er også nogle målsætninger, der skal nås.
Er det også for at teste, om der gemmer sig en cheftræner på højere niveau i maven?
- Nej, jeg har faktisk ikke haft tanker om at være cheftræner på højere niveau, men grundet min situation med ryggen passer det mig rigtig godt, at jeg kan træne drengene tre gange om ugen.
- Jeg har beskæftiget mig med fodbold i 25 år, så det er dejligt, at jeg kan fortsætte i den verden, siger den tidligere Superliga-målmand til bold.dk.
VTF er nummer fem i Serie 2 Pulje 1, og der resterer to kampe af sæsonen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Betinia Liga
Nykøbing FC


































