AC Horsens hev for to uger siden den 43-årige Søren Jochumsen ind som reservekeeper, da førstekeeperen Michael Lansing så rødt i en kamp i Lyngby.
Jochumsen skulle agere reservekeeper for Matej Delac, som stod i Lansings fravær, og nu hvor Lansings karantæne er overstået, så er Jochumsen også færdig i AC Horsens.
I hvert fald for nu, for Jochumsen fortæller til Horsens Folkeblad, at han ikke er sikker på, at Bo Henriksen har ringet for sidste gang.
- Jeg er nu ikke så sikker på, at jeg har været indkaldt for sidste gang. Det kan nemt ske igen, at en af de to målmænd er ude, og så ringer Bo Henriksen nok igen, siger AC Horsens-legenden til Horsens Folkeblad og fortsætter:
- Der blev ikke brug for mig i denne omgang, men jeg var klar, og jeg var ikke nervøs. Jeg kunne sagtens have spillet. Da jeg var 19 år, var jeg hamrende nervøs, så det kan være bedre at bruge mig end en ung målmand, men det ideelle er selvfølgelig en ung tredjemålmand.
Jochumsens seneste kamp var i december 2011, og han er i alt noteret for 524 kampe for klubben.


AC Horsens
3F Superliga
































