2023-08-13 06:30:00

Kæmpe forventninger til Dolberg: Han er for god til Belgien

Der er tårnhøje forventninger til Kasper Dolberg i Anderlecht på grund af hans prisskilt og flotte cv, og han skal give overskud inden for et par sæsoner, siger den belgiske journalist Guillaume Raedts.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Jupiler - 3. runde

FT

STT

0 - 1

AND

Kasper Dolberg er denne sommer skiftet fra Nice til danskerklubben Anderlecht, hvor han håber at genfinde tidligere tiders storform.

Dolbergs ankomst til den belgiske Jupiler Pro League var en overraskelse for mange, for er den 25-årige angriber ikke for god til Anderlecht?

bold.dk har talt med den belgiske journalist Guillaume Raedts, der dækker Anderlecht tæt for Le Soir, for at blive klogere på perspektiverne i Dolbergs skifte.

- Det var en positiv overraskelse, at Dolberg kom til Belgien. Når man ser hans cv, og at Nice betalte 20 millioner for ham, undrer man sig over, at han er i Belgien som 25-årig, fortæller Guillaume Raedts til bold.dk.

- Brian Riemer har offentligt sagt, at Dolberg normalt aldrig ville være en mulighed for Anderlecht, fordi han skulle spille i en større liga. Ser vi hans sidste tre sæsoner, forstår vi det dog bedre.

- Han har helt sikkert valgt Anderlecht, fordi der er et dansk miljø, men uanset hvad er det godt for ligaen, at en spiller som Dolberg er kommet hertil.

Dolberg skal være en overskudsforretning
Kasper Dolberg skiftede som blot 17-årig fra Silkeborg til Ajax, hvor han havde et par forrygende sæsoner, der blandt andet gav ham debut på A-landsholdet.

Artiklen fortsætter efter billedet

Jupiler Pro -Kæmpe forventninger til Dolberg: Han er for god til Belgien
Foto: Tom Goyvaerts/AFP/Ritzau Scanpix

Siden gik turen til Nice, hvor han undervejs var udlejet til Sevilla og Hoffenheim uden den store succes.

Selvom Dolberg ikke kommer til Anderlecht i topform, er der stor tiltro til danskeren på baggrund af hans cv.

- Forventningerne er kæmpe. Anderlecht står i en økonomisk svær situation og har betalt fem millioner for ham, så Dolberg skal være en overskudsforretning og sælges videre inden for en, to, tre sæsoner.

- Når vi ser på hans cv, skal Dolberg jo være for god til ligaen og være én af topscorerne i denne sæson.

Fysisk endnu ikke på toppen
Dolberg fik debut for Anderlecht i sæsonens premierekamp mod Union St. Gilloise, hvorefter han blev matchvinder i anden kamp mod Royal Antwerp.

- I den første kamp var han ikke-eksisterende rent fysisk og modtog meget få bolde over for et stærkt forsvar. På trods af det var han meget tæt på at gøre det til 1-1, lige før at Union scorede deres andet mål, siger Guillaume Raedts.

- Dolbergs anden kamp var mere interessant, selvom han stadig havde det svært fysisk over for Toby Alderweireld. Jeg havde indtryk af, at han undgik dueller, men det, folk husker, er, at han scorede kampens eneste mål.

- Det var på et straffespark, hvor han forblev iskold, selvom det tog VAR tre minutter at afgøre, om der var offside eller ej. Straffesparket var perfekt, og det første mål var en forløsning.

- I anden halvleg var han mere komfortabel og formåede at holde bolden med ryggen mod mål et par gange. Fysisk er han endnu ikke helt på toppen, men det er opmuntrende takter, især fordi Anderlecht spillede mod den forsvarende mester og sidste sæsons nummer tre i de to første kampe.

Hvordan passer han ind i Brian Riemers spilsystem?

- Jeg synes, vi skal tale mere om Fredbergs spilsystem end Riemers. Fredberg var klar i mælet: Anderlecht skal altid spille 4-3-3, og så er træneren ligegyldig.

- Anderlecht ønskede en angriber med en stærk tilstedeværelse i feltet, som kan spille med ryggen mod mål og beholde bolden. Dolberg har profilen til at opfylde disse krav, og teknisk er han over gennemsnittet.

Danish Dynamite i Anderlecht
Kasper Dolberg har ofte fået skudt i skoene, at han virker arrogant og følelseskold på grund af hans lidt introverte facon.

Dét prædikat klæber også til ham i Belgien.

- Siden Dolberg kom hertil, har jeg hørt meget om hans personlighed; at han ikke er særlig udtryksfuld, og at han ikke fejrer sine mål. Jeg talte med ham om det i et interview, hvor han igen forklarede, at sådan er hans personlighed bare.

- Det sjoveste ved det er, at vi så ham juble en del, da han scorede på straffesparket imod Antwerp, hvor han sprang op lige foran fantribunen og løftede sin knytnæve i vejret.

Foruden Dolberg finder man også danskerne Anders Dreyer, Brian Riemer, Jesper Fredberg og Mikkel Hemmersam i Anderlecht.

Det er noget, man bemærker omkring klubben.

- Udtrykket ’Danish Dynamite’ bruges oftere og oftere. Det er ikke første gang, at Anderlecht har været dansk præget, især husker man Morten Olsen og Per Frimann.

- Efter Fredberg, Riemer og Mikkel Hemmersam er kommet til, er man ikke overrasket over, at de udnytter deres netværk i forhold til danske spillere, fordi de også kender markedet bedre end andre, siger Guillaume Raedts.

Anderlecht møder søndag klokken 13.30 St. Truiden i Jupiler Pro League.

Artiklen fortsætter efter indholdet

Jupiler - 3. runde

FT

STT

0 - 1

AND

Annonce

29 kommentarer

Se kommentarer
Annonce