3F Superliga -Kasper Fisker: Har haft løse snakke med CV
2020-01-09 12:30:00
Foto: Getty Images

Kasper Fisker: Har haft løse snakke med CV

Kasper Fisker er optimistisk omkring sin skade og vil gøre alt for en forlængelse i Brøndby.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

I slutningen af august blev Kasper Fisker ramt af en alvorlig knæskade, og han frygtede i første omgang, at han havde spillet sin sidste kamp for Brøndby og at hans karriere i det hele taget var forbi.

Lige nu ser det dog langt mere opløftende ud for den 31-årige midtbanespiller, der har kontraktudløb med Brøndby til sommer.

Kasper Fisker drømmer således om at fuldt tilbage på træningsbanen allerede til marts, fortæller han til bold.dk.

- Lige nu går det rigtig godt. Lægen sagde i sin tid ni måneder, hvilket ville have været til slutningen af maj. Men jeg føler, at jeg er foran tidsplanen, og jeg håber på seks til syv måneder, hvilket vil sige, at der er to til tre måneder tilbage i bedste fald. Det er min drøm.

- Det er klart, at jeg ryger selvfølgelig ikke direkte ind i en startopstilling der, men jeg håber og drømmer om, at jeg kan træne fuldt med igen og gøre mig gældende med nogle indhop i kampene, siger Kasper Fisker og tilføjer:

- Det går generelt rigtig fint, og jeg er ved godt mod, men jeg har stadig nogle problemer med smerter ned gennem mit ben. Det er en nerve, som stadig driller mig. Det gør dog ikke så meget ved, hvad jeg kan og ikke kan. Det er rent et spørgsmål om smerte.

Kasper Fisker er fri til at tale med andre klubber, da han har kontraktudløb til sommer, men der har ikke været dialog med andre klubber. For ham handler det kun om at arbejde sig tilbage på banen til en Brøndby-forlængelse.

- Nej, der har overhovedet ikke været noget. Mit helt klare mål er altoverskyggende at få forlænget i Brøndby. Det siger jeg selvfølgelig med den bevidsthed om og den realisme, at det bliver rigtig svært. Men det er bestemt noget, som jeg drømmer om og tror på.

- Har du allerede nu talt med Carsten V. Jensen om en mulig forlængelse?

- Nej, ikke andet end at snakke om, hvor jeg står. Nogle helt løse snakke. Der er jo heller ingen tvivl om, at jeg selvfølgelig først skal bevise, at jeg kan komme tilbage, før jeg selv synes, at CV skal komme og tilbyde mig noget. Jeg er meget realistisk og ærlig der. Men jeg har også en tro på, at det kan lade sig gøre, siger Kasper Fisker.

Derfor ønsker den rutinerede midtbanespiller heller ikke at bruge tid på, hvor han kunne spille, hvis Brøndby ikke ønsker at forlænge med ham, hvor særligt hans tidligere klubber Randers FC og Hobro er blandt de mest oplagte destinationer.

- Det er slet ikke noget, jeg tænker på lige nu. Fodboldverdenen er jo heller ikke sværere og større, end at jeg har nummeret på dem. Nogen føler sig måske for fine til den slags, men det gør jeg ikke, siger Kasper Fisker og tilføjer:

- Det er bare ikke i mine tanker lige nu. Det er kun Brøndby. Der kan alligevel heller ikke nå at ske noget inden sommer, når jeg ikke spiller fodbold. Derfor passer jeg bare min genoptræning og håber at få en rolle i Brøndby inden sommer.

Kasper Fisker har spillet 64 kampe for Brøndby, siden han kom til klubben i sommeren 2017 fra Randers FC.

Annonce

5 kommentarer

Se kommentarer
Annonce