KLUMME: Blev lagt for had efter Skov-skade

'Klamme svin' og 'Du mangler noget i hjernen' er uddrag fra nogle af de beskeder, jeg modtog efter vores sidste kamp i Superligaens grundspil mod FC København.

Årsagen var, at jeg midt i 2. halvleg satte en tackling ind på Robert Skov, der desværre medførte, at han blev skadet og kort efter måtte lade sig udskifte. Ubehagelig oplevelse - også for mig.

Vi lever i den digitale tidsalder. Teknologien tager stormskridt og mediedækningen boomer - ikke mindst i fodboldverdenen, hvor TV-aftalerne bliver større og større og kameraerne flere og flere - fokus er øget.

Vi oplever, at aktørerne, for at undgå mundaflæsning, holder sig for munden, når de kommunikerer. De tilpasser sig en verden, hvor alt bliver set og arkiveret.
   
I Danmark - ligesom mange andre steder - bidrager både medier, klubber og spillere til åbenheden gennem dokumentarfilm, tv-indslag fra omklædningsrummene og imagepleje på de sociale medier.

Netop de sociale medier spiller en væsentlig rolle. Telefonepidemien hærger (også) i fodboldverdenen og vores digitale profil er en integreret del af vores identitet. Facebook, Instagram, Twitter, Snapchat med videre.  - der er meget, der skal nås.

De sociale medier medfører, at linjen til fodboldspillere altid er åben. Vi er til rådighed 24/7. Grænsen mellem fodboldspilleren og privatpersonen er mere og mere udvisket. Du bestemmer ikke selv, hvornår rampelyset slukkes - heller ikke, når det er dét, du har allermest brug for.

I de seneste år er der vokset et nyt fænomen frem, nemlig det digitale had, som Onside kaldte det, da de i efteråret 2018 lavede en række indslag om emnet. Her kunne adskillige superligaspillere berette om mobning og trusler på de sociale medier ovenpå dårlige præstationer og forkerte klubskifter - og hvordan det havde påvirket dem.

Vi har endda set eksempler på, at "fans" er gået skridtet videre; Den tidligere Horsens- og nuværende Vejle-angriber, Kjartan Finnbogason, har berettet om, hvordan Brøndby-tilhængere i sommeren 2018 opsøgte hans private bolig og udviste truende adfærd, og i England har vi for nylig set en baneløber gå fysisk til angreb på Aston Villa-spilleren Jack Grealish - grænserne rykkes for øjnene af os.

Som skrevet fik jeg fik selv en smagsprøve. Og det var ærlig talt en ubehagelig oplevelse. Jeg syntes, det kom for tæt på. Instagram, twitter, messenger; mit digitale jeg var trængt op i en krog.

Det er ikke, fordi jeg ikke forstår frustrationerne. Fodbold er et spil, der får selv de stærkeste følelser frem i os - på godt og ondt. Det, jeg ikke forstår, er behovet for denne nytteløse, digitale konfrontation - hvor er filteret, hæmningerne og impulskontrollen?

Det virker til, at tonen og retorikken hurtigt bliver aggressiv og ubehagelig, hvis blot der er en skærm, der adskiller os - at netop dét faktum legitimerer tilsvining - om det så er på Nationen!, twitter eller i trafikken, for den sags skyld.

Det forekommer endda, at beskederne bliver sendt afsted med flere dages forsinkelse, og det virker koldblodet og en smule uhyggeligt. Et spontant følelsesudbrud kan vi allesammen sætte os ind i, men i de her tilfælde lader det til at stikke dybere.

Jeg rystede det hurtigt af mig, men er man mere usikker, mere fintfølende eller generelt udstyret med en skrøbelig psyke - som jeg især var, da jeg var yngre - er det ikke sikkert, det går så let. Og fra hvad jeg har hørt, kan udbruddene være meget, meget værre end det, jeg oplevede.

Det er ikke længere tilstrækkeligt at kunne lukke kritikken fra tilskuerne ude, når du spiller kamp, eller at at undgå nyhedssites og aviser, når resultaterne er dårlige.

Nu kan du få affaldet smidt i hovedet, selvom du er trådt ud af rollen som fodboldspiller og er sammen med familien eller vennerne. Frirummet er kompromitteret, og dét intensiverer kravene til dét at være fodboldspiller.

En fortsat eskalering af det digitale had forudsætter - for visse spillere - nye redskaber i den mentale værktøjskasse - eller i hvertfald en styrkelse af de eksisterende.

Man kunne selvfølgelig også bare slukke sin telefon i ny og næ eller slette nogle apps, men som løsning er det en principiel falliterklæring; Man bøjer sig, vender ryggen til og lader som om, at problemet ikke er der. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så fungerer det jo på den måde, at beskederne så bare tikker ind, når du tænder telefonen igen.

Brugen af sportspsykologer og mentaltrænere er stadig et tabuiseret emne i dansk fodbold (i hvertfald i Jylland). Fokus på den mentale del af det at være fodboldspiller er generelt ikke noget, der bliver prioriteret ret mange steder.

Den stigende tendens med hadske keyboard-krigere - og konfronterende hooligans og voldelige baneløbere, i øvrigt - gør ikke den diskussion mindre relevant.

Lad det være en opfordring til klubberne.