Italiensk fodbold er i dyb sorg over tabet af den tidligere Palermo-præsident Maurizio Zamparini, der natten til tirsdag - i en alder af 80 år - afgik ved døden.
Zamparini havde været indlagt med bughindebetændelse, og natten til tirsdag var der altså ikke mere at gøre.
Tabet af Zamparini har fået flere italienske klubber til at sende varme tanker i den tidligere Palermo-boss' families retning.
Blandt skriver Napoli på klubbens twitterprofil, at præsident Aurelio De Laurentiis og resten af ledelsen i Napoli står sammen og bakker op om Zamparinis familie.
Zamparini huskes særligt for hans tid som præsident i Palermo, hvor han førte holdet tilbage i Serie A efter mange års fravær.
Opturen blev dog senere til en stor nedtur, da Zamparini blev anholdt i 2019, Palermo gik konkurs og blev tvangsnedrykket til Serie D.
Sagen omhandlede blandt andet hvidvaskning af penge og andre finansielle problemer i Palermo, og det endte med at koste Zamparini en karantæne fra italiensk fodbold på fem år.
På trods af de kontroversielle sager vil Zamparini dog altid være et stort navn i italiensk fodbold, og derfor er hans tab noget, der kan mærkes tirsdag.


Palermo
Serie C
Italien





































