
FC Midtjylland mistede sin ubesejrede status på hjemmebane, da de torsdag tabte 1-0 til Brøndby, og som mange af sine holdkammerater, mener stopperen Zsolt Korcsmar, at skarpheden var den primære forskel på de to hold.
- De var et mål mere effektive end os. Men det var en hård kamp for dem også. De skabte lidt flere dødbolde og farlige angreb end os, og det sker i fodbold. Vi må vise en reaktion på det og kæmpe videre i de kommende uger, siger Korcsmar til bold.dk.
Korcsmar var indblandet i Brøndbys enlige scoring. Han lod sig således runde af Hany Mukhtar på venstrekanten, så tyskeren kunne lægge op til Kasper Fiskers matchvinderkasse.
- Vi tabte en duel, og de forsøgte at komme ned bag os. Jeg forsøgte at fange ham, men han lavede en lille finte, siger Korcsmar om situationen og tilføjer om sine overvejelser i forhold til at stoppe Mukhtar med ulovlige midler:
- Jeg var bange for at få et rødt kort, så jeg lavede ikke frisparket. Men havde jeg vidst, at det ville ende med et mål, havde jeg selvfølgelig lavet det. Men jeg var bare usikker på, hvad der ville ske. Jeg føler også, jeg kunne have positioneret mig bedre i situationen, siger en slukøret ungarer.
Brøndby har slået jer to gange i sæsonen, er de nu favoritter til mesterskabet?
- Det kan man godt kalde dem, men vi har vist vores styrke i vores tidligere kampe, og jeg er sikker, at vi kommer til det i de kommende uger også. Vi kæmper videre, siger Korcsmar.
29-årige Korcsmar har spillet 20 af 23 ligakampe fra start i sin første sæson i FCM. Derudover har han afsonet to karantænedage.
Jonas Kjærsgaard/mikael@bold.dk


FC Midtjylland
3F Superliga
































