Kvistgaarden har et hav af trøjer: Én bliver aldrig overgået

December byder traditionen tro på julekalender på Bold, og i år stiller vi skarpt på fodboldtrøjer og fortæller de sjove, skøre og opsigtsvækkende historier.

Hvilken trøje har spillerne byttet sig til, hvilken stjerne jagtede de forgæves et trøjebyt med, hvilken trøje betyder noget helt særligt for dem, og meget andet.

Bag 24. låge finder vi Nicolai Kvistgaarden, der siden 2018 har været materialemand på landsholdet.

Således sørger han for alle spillertrøjer og alt andet udstyr, der skal bruges på træningsbanen.

- Jeg ved nogenlunde, hvad de forskellige skal bruge, og så pakker vi til hver enkelt spiller og stabsmedlem i forhold til fritidstøj, det officielle tøj og varme jakker, huer og alt den slags.

Typisk fylder alt grej to kassevogne, og tøjet vaskes løbende og pakkes om.

- I de seneste samlinger er vi mødt ind i Helsingør, hvor vi kører det, som hvis en klub tager på træningslejr, for det er samme mængde, vi skal have med.

- Typisk træner vi herhjemme dagen før kamp, så vi ikke har noget træningspas på udebane, og det gør selvfølgelig, at vi skal slæbe lidt mindre med, men i Skotland senest rejste vi med cirka 1,6 ton grej, som vi havde med til at spille en enkelt fodboldkamp.

Der pakkes som udgangspunkt tre sæt kamptøj, men aldrig i samme taske.

Det handler om risikospredning, hvis uheldet er ude.

- Vi havde en situation, da vi mødte skotterne i Parken i september, hvor de havde mistet seks tasker undervejs og var på spanden på nogle områder, men vi kunne så låne dem noget grej. Det er da en frygt, der sidder der, men indtil videre har vi heldigvis været forskånet for den slags.

Ronaldo og et ordentligt jern
Spillernes trøjer bliver spredt for alle vinde efter en kamp.

Nogle gives væk til fans eller familie. Andre beholder spilleren selv, og så er der selvfølgelig også en del, som bliver byttet med andre spillere.

- Spillerne råder over to trøjer til hver kamp, og det er sådan set deres eje efter kampen, så dem kan de egentlig gøre med, hvad de vil. Det er meget forskelligt, hvad de gør.

- Jeg tror ikke, vi er så meget anderledes end mange andre, så hvis vi møder en stor nation med store spillere, så har spillerne nok en interesse i at få byttet trøjer med dem, fortæller Nicolai Kvistgaarden.

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Han bliver af og til sendt på byttemissioner i modstandernes omklædningsrum.

- Da vi mødte portugiserne i Parken, havde Kasper Schmeichel lavet en aftale med Ronaldo ude på banen, så han bad mig bytte trøjerne bagefter, og så tænkte jeg jo: ’Hvordan fa’en gør jeg lige det?’, men så var det jo bare at gå ind og pænt banke på ind til deres omklædningsrum.

- Men til forskel for os, som ikke i den forstand har nogen oppasser ude foran omklædningsrummets dør, så havde portugiserne et ordentligt jern stående foran deres. Der bliver man sgu ikke lukket ind, og det er også fair nok, fortæller Kvistgaarden med et grin.

- Så står man pænt og venter og fortæller, hvordan landet ligger, og så fik de sendt informationen videre, så det lykkedes til sidst.

Var AC overhovedet på banen?
Efter en kamp skal Nicolai Kvistgaarden og co. for alvor i aktion, når spillertøjet skal vaskes og pakkes om.

Og der kan være stor forskel på den stand, som tøjet kommer i.

- Sådan én som Pierre-Emile Højbjerg får jo nogle ture, hvor han ruller rundt, så hans tøj er normalt meget beskidt, men det er nok primært hans egen skyld, for han laver glidende tacklinger.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I den anden boldgade finder man Andreas Christensen.

- Hvis man tager AC’s trøje, kan man nogle gange være i tvivl, om han overhovedet har været på banen, fordi hans tøj er så rent. Men det er jo den elegante måde, han spiller på.

- Selv hvis vi spiller helt i hvidt, kan AC komme ind efter kampen og være helt ren, men han er god til at klare det på sin egen måde.

Det bliver ikke større
Nicolai Kvistgaarden har klargjort et hav af trøjer i årenes løb, men til kampene mod Nordirland og Litauen i sommer skete noget særligt.

Her skulle en trøje trykkes med ’Kvistgaarden’ bagpå, fordi den daværende Brøndby-profil Mathias Kvistgaarden var udtaget for første gang.

- Selvfølgelig var det specielt. 

- Det største, du kan opnå som fodboldspiller, er jo at repræsentere dit eget land, og det er det jo både for spillerne, men også for dem omkring holdet. At man så er så privilegeret at få lov at opleve det sammen med sin søn, så bliver det ikke større.

- Jeg må da indrømme, at min stemme knækkede et par gange, for det var da kæmpestort for mig at se min søn få debut. Det vil jeg på ingen måde lægge skjul på, fortæller Nicolai Kvistgaarden.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Far-søn-relationen blev naturligvis også bemærket på landsholdet.

- Selvfølgelig blev der lavet gas med det, og det skal der da også. Der blev joket med, at det var super, at vi kunne spare nogle penge, for Mathias kunne jo bare få en opredning inde hos far.

- Men ellers passede han sit, og jeg havde mine arbejdsopgaver, så det spillede fint, og der var selvfølgelig ingen særbehandling.

Nicolai Kvistgaarden har et hav af trøjer, men Mathias Kvistgaardens debuttrøje er helt særlig.

- Jeg har en mani med, at dem, der debuterer, sådan en trøje skal jeg have, og den skal de så gerne slå en krusedulle på, så der er da et par stykker derhjemme.

- Den er meget speciel for os begge. Mathias har selv den, han havde på på banen. Jeg har selvfølgelig en kopi af den liggende derhjemme.

- Det er klart den mest specielle trøje, jeg har, og det bliver aldrig overgået.