I vinteren 2025 vinkede Mikkel Ladefoged farvel til Sønderjyske for at rykke til Västerås, hvilket har vist sig at være en fremragende beslutning.
Den 23-årige angriber har siden scoret 19 mål i 29 kampe, men til mandagens opgør mod Djurgården er danskeren fraværende.
- Jeg må være lidt kedelig. Mikkel er ikke tilgængelig i dag. Han har gjort det virkelig godt, hvilket selvfølgelig har medført interesse, men her og nu kan vi helt enkelt ikke udtage ham, siger sportschef Billy Magnusson ifølge Fotbollskanalen.
Ifølge Aftonbladet er Västerås i de afsluttende forhandlinger med Championship-klubben Lincoln City og kan score op imod 50 millioner svenske kroner svarende til 34 millioner danske.
Billy Magnusson fortæller, at Mikkel Ladefoged befinder sig i Västerås, men vil ikke sige, hvor tæt på et salg det er.
- Det er svært at spekulere i. Som sagt har han gjort det vældigt godt, og der er interesse. Så må vi se, hvordan det hele slutter. Der er tre uger tilbage af vinduet.
Ovennævnte pris vil gøre danskeren til det største salg i Västerås' historie.


Lincoln City
Västerås SK
Allsvenskan

































