3F Superliga -Laursen om Brøndby: Ikke et godt match
2019-11-14 08:00:02
Foto: Getty Images

Laursen om Brøndby: Ikke et godt match

Nikolai Laursen er ærgerlig over sin manglende succes i Brøndby, hvor U21-landsholdsspilleren ikke føler, han fik vist, hvad han er i stand til på banen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Brøndby hentede i sommeren 2018 Nikolai Laursen hjem på en etårig lejeaftale med en indbygget købsoption, men samarbejdet blev uden den helt store succes.

Laursen blev primært brugt som indskifter, og derfor forlad han i sommer barndomsklubben til fordel for hollandske FC Emmen, hvor han har fået en glimrende start.

Den 21-årige offensivspiller ærgrer sig over opholdet i Brøndby.

- Mit ophold i Brøndby var personligt ikke specielt godt. Jeg fik ikke rigtig vist, hvad jeg kan, og alt i alt var det bare ikke et godt match. 

- I glimt fungerede det, men det var alt for sjældent, siger Nikolai Laursen til bold.dk og tilføjer:

- Jeg kan ikke rigtig forklare, hvorfor det ikke blev noget godt match. Det kan have noget med spillestilen at gøre eller noget andet, men der manglede i hvert fald det sidste.

I alt blev det til 17 Superliga-kampe, hvori Nikolai Laursen noterede sig for en enkelt scoring og to oplæg.

Interesse fra andre danske klubber
Da Laursen i sommer skiftede til Emmen, var andre danske klubber på banen i forhold til offensivspillerens underskrift, men den interesse var umiddelbart ikke gensidig.

- Der var andre danske klubber, der var interesserede, men jeg ville gerne til udlandet igen. Jeg havde mit fokus på, at jeg skulle tilbage til Holland, og det er jeg glad for, at jeg kom, siger Nikolai Laursen.

Selvom opholdet på den københavnske vestegn ikke blev nogen succes i denne omgang, er Nikolai Laursen ikke afvisende over for, at han igen i fremtiden kan trække den blågule trøje over hovedet.

- Man ved aldrig, hvad der sker i fremtiden, men min plan er ikke at vende hjem til Danmark i den nærmeste fremtid, slår han fast.

I 11 kampe i Æresdivisionen har Nikolai Laursen i denne sæson noteret sig for to scoringer og to oplæg til mål.

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce