Legenden afviste storklubber: Elsker AaB

Efter flere stærke år med oprykninger fra den tredjebedste række til den bedste række står AaB pludselig i en europæisk turnering for første gang i mange år.

I 1986/87-sæsonen når AaB pokalfinalen, hvor det godt nok ender med et klart nederlag til AGF - men AGF har allerede en europæisk billet.

Derfor snupper AaB AGF's plads i Cup Winners Cup i efteråret 1987. Modstanderen i første runde er det jugoslaviske mandskab Hajduk Split, og AaB er vært i det første opgør.

Nordjyderne kæmper bravt og vinder kampen på et mål af det 21-årige stortalent Torben Boye, som også i returopgøret gør en fin figur, selvom han brænder sit spark i den straffesparkskonkurrence, der betyder, at AaB trods fine indsatser ryger ud af det europæiske selskab.

De gode præstationer af forsvarsspilleren er ikke gået ubemærket hen. I perioden efter de to kampe får Torben Boye flere henvendelser fra europæiske storklubber – deriblandt FC Porto.

Portugisiserne har lige vundet datidens svar på Champions League, og nu vil de have den unge aalborgensiske komet til prøvetræning – og pludselig giver Chelsea også lyd fra sig.

Det overrumpler Torben Boye, som har det godt med trygheden i Aalborg.

Efter grundige overvejelser ender han med at afvise storklubberne til fordel for AaB – og det bliver ikke første gang i karrieren.

Det startede i 3. division
Torben Boye er en legende i AaB. Kort og godt. Manden har klart flest kampe i den bolsjestribede trøje, som han første gang trak over skuldrene, da han var seks år gammel.

Efter succesfulde år som ungdomsspiller, blev han som en del af et kuld på seks-syv spillere rykket op i førsteholdstruppen i 1984. Inden da nåede han lige nøjagtig at få debut som ynglinge-spiller.

- Jeg fik chancen under Peter Rudbæk. Han rykkede mig op i den sidste kamp, da vi allerede havde sikret oprykning til den næstbedste række.Jeg kom ind og fik fem minutter mod B1908, husker Torben Boye.

Peter Rudbæk blev helt afgørende for Torben Boyes fodboldkarriere, som endte med at blive ganske lang og ganske succesfuld.

- Det var Rudbæk, der startede det hele for mig. Han havde trænet mange af de årgange, jeg var en del af, og da han så blev førsteholdstræner, rykkede han en masse unge knejter op, siger Boye, som husker, at andre AaB-legender som Søren Thorst, Ib Simonsen og Henrik Hansen var en del af det kuld.

- Jeg tror, vi var seks, der blev rykket op og kom på holdet, da vi bed os fast i den bedste række, og så fik vi nogle gode spillere fra nogle af de andre Aalborg-klubber – eksempelvis Peter Rasmussen, siger Torben Boye.

Det første Europa-eventyr
De unge gutter gjorde det godt, da de rykkede AaB op i 1. division, som den bedste række hed dengang. Det skete i 1986, og i den efterfølgende sæson kom nordjyderne så langt som til finalen i pokalturneringen.

Her endte det med et klart nederlag til AGF – faktisk det første af fem pokalnederlag til Torben Boye.

- Jeg har tabt fem pokalfinaler – det er jeg ikke stolt af. Det er nok det, jeg er mest skuffet over. Det kan ikke være meget dårligere, siger Boye med et afvæbnende grin.

Nederlaget i pokalfinalen var dog ikke så skidt, at det ikke var godt for noget. AaB kom nemlig i den europæiske turnering Cup Winners Cup, fordi AGF kvalificerede sig til Europa gennem ligaen.

Her ventede de to kampe mod Hajduk Split og de pludselige henvendelser fra store klubber i udlandet.

- Jeg var rystet og helt rundt på gulvet og tænkte: 'Hvad fanden?' Men sådan er det jo, når man scorer i de europæiske kampe, siger Boye.

Det var kæmpestore muligheder for en ung spiller – men det trak bare ikke rigtig i Boye.

- Det er det der med at tro på sig selv – det er ikke altid lige nemt. Der var samtidig en tryghed i AaB, og det kunne jeg godt lide. Det der med at skulle ud alene, havde ikke været mig. Sådan er jeg ikke som type.

- Det er min egen skyld, at jeg aldrig kom af sted, og jeg kan godt lidt fortryde det nu. Men dengang syntes jeg, det var det rigtige at gøre. Når jeg ser tilbage på karrieren, skulle jeg jo nok have gjort det.

- Omvendt er det ikke sådan, at jeg går og ærgrer mig. Jeg tog en beslutning dengang, som, jeg mente, var den rigtige, siger Torben Boye.

Vejen mod mesterskabet
Så Torben Boye blev i AaB, og i starten af halvfemserne begyndte det for alvor at ligne noget i det nordjyske – men det krævede benhårdt arbejde.

- Vi døjede lidt med at komme op i top tre. Vi lå lige uden for hele tiden, siger Boye, som i 1994 var lige ved at blive arbejdsløs.

- Klubben var tæt på at gå konkurs. Vi stod inde på banegården med raslebøsser, men endte med at overleve på, at de aalborgensiske fans og sponsorer samlede halvanden million ind, siger Boye, som husker, at det var den nuværende DBU-formand Jesper Møller, der var med til at gå forrest i overlevelseskampen.

AaB fik stablet et hold på benene til 1994/95-sæsonen – og så kan man roligt sige, at nordjyderne kom ind i top tre. AaB snuppede mesterskabet for næsen af Brøndby og de forsvarende mestre fra Silkeborg.

- Mesterskabet i 1995 er det klart største for mig. Vi var et hold af spillere fra Aalborg og omegn plus et par stykke udefra. Det var kæmpestort, og byen gik fuldstændig amok.

På godt ti år var AaB gået fra at være en amatørklub i den tredjebedste række til at være dansk mester og deltager i Champions League – og i 1999 hentede nordjyderne endnu et mesterskab.

- Der var blevet brugt en masse penge på at blive mester, og det var også sjovt, for vi havde nogle utrolig dygtige spillere, og det hele var på et lidt højere niveau – men 1995 var det fedeste, siger Boye.

I 2002 lakkede det mod enden. I sæsonens sidste kamp spillede Boye de sidste 19 minutter mod FC København og takkede af.

- Der kommer et tidspunkt, hvor man skal stoppe, og jeg har altid sagt, at man skal stoppe, før man bliver sat af holdet, og det gjorde jeg. AaB ville gerne have tegnet kontrakt for et år mere, men jeg kunne mærke, at det var ved at være slut, og at der ikke var mere i bentøjet.

- De unge blev hurtigere, og konkurrencen blev hårdere. Vi havde i de år haft nogle benhårde gutter som Ståle Solbakken og Frank Strandli ind på holdet, så der var mere pres på, siger Boye.

Ægte klubmand
I samme øjeblik som karrierestoppet blev Torben Boyes rygnummer, 12, fredet til evig tid.

- Det var jeg stolt af. Det var meget stort. Det var blandt andre Lynge Jakobsen, der sagde, at det skulle være sådan. Det er et tegn på, at jeg har været trofast over for klubben – og det har jeg jo også. Jeg har været der, siden jeg var seks, siger han.

Han mærker stadig en taknemmelighed blandt aalborgenserne, når de finder ud af, hvem han er.

- Jeg har fået anerkendelse for ikke at forlade klubben og sige ja til de store penge i udenlandske klubber. Jeg får stadig klap på skulderen for det i dag, og jeg er også glad for det, jeg nåede. Jeg har oplevet en masse i Superligaen. Jeg har prøvet det hele, og det er jeg meget stolt af.

- Der er ikke mange af min slags. Det findes næsten ikke i dag. Vi var mere forsigtige, da vi var unge. I dag er de unge mere 'her kommer vi'-agtige, og det var vi sgu ikke i samme grad dengang.

I løbet af årene fik Torben tilbud fra blandt andre FC Porto, Chelsea, Brest, Fortuna Düsseldorf og Sheffield United, men ingen af dem kunne altså friste den ydmyge nordjyde.

Og da karrieren var slut, var alt klappet og klart til ham.

- Jeg havde sørget for, at der var et job klar til mig, så det var ret nemt. Jeg var uddannet inden for håndværk, og jeg vidste, at det nok var den vej, jeg skulle – og det er jeg glad for, at det blev. Jeg er rigtig glad, hver eneste dag jeg går på arbejde.

Torben Boye er i boligbranchen, som han siger. Han er ejendomstekniker i et boligselskab i Aalborg og har været det lige siden karrierestoppet.

- Det der med at blive træner har aldrig rigtig trukket i mig. Jeg synes, talentudvikling og arbejdet med unge mennesker er spændende, og jeg har også haft muligheder – men jeg har takket nej.

- Jeg spillede fodbold i mange år og brugte alle mine weekender på det, så jeg ville egentlig gerne til at være lidt hjemme ved familien, siger Torben Boye.

Artiklen fortsætter under videoen

Torben Boye scorer til 4-4 i overtiden mod AGF efter et vanvittigt comeback.

Tæt på landsholdet
Torben Boye var gennem flere år en af de bedste forsvarsspillere i Superligaen, og han var flere gange med, når ligalandsholdet var på tur.

En enkelt gang var han også lige ved at få debut på det rigtige landshold. Det skete, da han kom med til King Fahd Cup i 1995, som senere kom til at hedde Confederations Cup.

Danmark var med på grund af EM-triumfen i 1992 og skulle altså møde vinderne fra de andre kontinenter i fodboldverdenen.

- Jeg blev udtaget, fordi Kim Vilfort blev syg, men jeg blev sendt hjem igen efter to dage.

- Jeg nåede at træne med to gange, og så kom Richard Møller Nielsen og kaldte mig ind til en snak. Jeg tænkte: 'Hvad fanden skal jeg kaldes ind for?'

- Så sad alle de DBU-folk der og fortalte mig, at min læge fra Aalborg havde ringet og sagt, at mine levertal var blevet meget høje, fordi jeg havde været meget syg op til landsholdsudtagelsen. Der var simpelthen for stor risiko, for at jeg kunne falde om, siger Torben Boye.

De to træninger var dog store, for det var altså et hold bestående af Laudrup-brødrene, og Danmark løb endda med titlen.

- Så der var bonus og alt muligt. Jeg blev sendt hjem med en lang næse uden de der 150.000. Jeg fik betalt rejsen hjem, siger Boye med et grin og ser tilbage på det med blandede følelser.

- Man bliver selvfølgelig ked af det, for det var muligheden for at få en landskamp. Det kunne jeg godt have tænkt mig – men sådan er det jo. Jeg kom op på hesten og kom videre, siger han.

Anekdoterne
I løbet af årene fik Torben Boye en stak gode og mindre gode oplevelser i AaB-trøjen. En af dem kom i en kamp mod AGF. Han scorede to selvmål og blev flået ud kort inde i anden halvleg.

- Der var ikke spillet ret lang tid, da der kom et indlæg, som ramte mig på skulderen og suste lige op i det korte hjørne, siger Torben Boye og fortsætter om selvmål nummer to.

- Jeg skulle spille bolden tilbage til Jimmy Nielsen. Jeg stod ude på buen og ville bare lægge den stille og roligt tilbage, men så ramte bolden en knold, så jeg kom til at ramme den med vristen, og så hamrede den ind under overliggeren.

- Jimmy var helt i chok. Han kunne slet ikke nå at få hænderne op. Han var helt rystet. Det er sjældent, jeg har ramt den så rent. Den sad sgu godt. Hver gang jeg havde bolden i resten af det år, blev der råbt: 'Skyd!'

- I anden halvleg skulle jeg ramme Jens Jessen på tre meters afstand, men jeg ramte simpelthen ved siden af. Efter ti minutter blev jeg skiftet ud. Da havde trænerne set nok. Det var sgu ikke min dag, griner Boye.

Han dannede i mange år forsvarsduo med Søren Thorst, som også er en af de helt tunge AaB-drenge. De var gode som duo, fordi de mildest talt var forskellige.

- Søren Thorst mente, jeg var for blød. Han sagde, at det var mig, der fik alle advarslerne, og ham der fik alle de røde kort. Han slagtede jo også bare modstanderne, og jeg var nok den mere pæne spiller. Vi havde forskellige spillestile, men vi passede godt sammen som makkerpar.

- Han gik ikke i vejen for en hård tackling, men jeg forsøgte måske lidt mere bare at pille bolden fra dem. Jeg kunne godt tackle, men jeg forsøgte at leve på hurtigheden.

- Han sagde altid: 'For helvede, kom nu. Spark dem nu ned.' Han lavede det grove arbejde, griner Boye.

I januar 1999 kom en ilter nordmand til AaB og var der i knap to og et halvt år – og han nåede mildest talt at sætte sit aftryk. Ståle Solbakken var afgørende for, at AaB tog mesterskabet det år.

- Ståle havde en vild udstråling og vindermentalitet. Han styrede vores hold med hård hånd. Han var sgu allerede træner dengang.

- Hvis der skulle siges noget, så var han god til at gøre sig bemærket. Det var ikke altid dem, der var dårligst, der fik skældud – det var mere dem, der var dyrest betalt. Dem tog han lige fat i, og så kom de pludselig op i gear, og så vandt vi.

- Han var vildt seriøs og gik ned og trænede før os andre, og han gik sidst ind. Og så var han en super-fyr. Han var utrolig dygtig og en af de bedste, der nogensinde har været i AaB, siger Torben Boye.