Leon A. om AGF-comeback: Kunne bare ikke

Han har spillet størstedelen af sin professionelle karriere i Tyskland. Store Bundesliga-brag foran 80.000 mennesker for klubber som Mainz 05, Werder Bremen og Hannover 96.

Han har kæmpet på midtbanen mod mægtige Barcelona i Champions League og spillet en hovedrolle i en af de meste historiske landskampe på dansk grund.

Uanset hvor han har spillet, har han været klar til at dø i trøjen, som han selv formulerer det. Også i hans eneste mislykkede ophold i karrieren i London-klubben Fulham. Han gik altid forrest med ild i øjnene. Uden undtagelser.

Men én klub får alligevel Leon Andreasens stemme til at ændre sig i en speciel blanding af blødhed og stolthed.

Aarhus Gymnastikforening.

De hvi’e fra Fredensvang har en helt særlig plads i Leon Andreasens store fodboldhjerte, og den 36-årige østjyde lægger da heller ikke skjul på, at han gerne havde set sig selv slutte karrieren i Aarhus.

- Jeg elsker den klub. Jeg er kæmpefan af AGF. Jeg stod også til pokalfinalen i 2016 sammen med alle fansene og skreg i halvanden time. Det var så fedt. Jeg har svært ved at sætte ord på, hvor meget den klub betyder for mig.

- Jeg ville ønske, at jeg kunne have sluttet karrieren i AGF ligesom Martin Jørgensen. Det var min store drøm, men det kunne ikke lade sig gøre. Det var simpelthen ikke muligt. Jeg havde problemer med min fod og trængte generelt til en pause, da min kontrakt med Hannover udløb, og så begyndte jeg at bruge mere og mere tid på mit tøjfirma. 

- I sidste ende var jeg heller ikke klar til at flytte fra Hannover, hvor min søn og min ekskone bor. Mange ting gjorde, at det bare ikke passede. Desværre, siger Leon Andreasen til bold.dk.

Leon Andreasen var senest på Ceres Park i Aarhus i slutningen af november til kampen mellem AGF og Brøndby. (Foto: Getty Images)

Nøgenhed og Metallica

Leon Andreasen er født i den lille by Aidt, der har et par hundrede indbyggere. Han spillede i ungdomsårene i Hammel GF, men i 1999 fik AGF øjnene op for det 16-årige stortalent på en fodboldskole og lokkede ham til klubbens ungdomshold, hvilket to år senere mundede ud i en kontrakt.

Han kunne tilmed kalde sig anfører for klubben allerede i sommeren 2003 - kun 20 år gammel, da Brian Steen Nielsen måtte aflevere anførerbindet efter at have nikket holdkammeraten Nicolaj Hust en skalle.

- Det er jo også derfor, at de betyder så meget for mig, og jeg elsker at komme i klubben. Det var der, at det for alvor begyndte og virkelig tog fart. De så potentialet i en lille knægt, og så blev jeg inviteret ind. Det var sgu ret stort, siger Leon Andreasen og tilføjer:

- Men det var altså ikke lutter lagkage. Det var utroligt hårdt arbejde, og det var ikke altid lige sjovt. Jeg ved ikke, hvor mange timer jeg har brugt i den bus fra Grenå til Aarhus for at komme til træning. Det er helt vildt. 

- Men jeg arbejdede mig op fra bunden til at være med på Superliga-holdet og få debut. Så kørte det bare derfra. Lige pludselig var jeg fast mand og anfører og røg videre til udlandet. Det var en fed følelse.

Minderne står da også i kø for at komme ud af munden på den ellers roligt talende Leon Andreasen, da han skal sætte ord på de største oplevelser i tiden i AGF, hvor det blev til 109 førsteholdskampe, inden Werder Bremen hentede den 22-årige midtstopper.

Især træningslejrene, der også styrkede det sociale sammenhold i klubben, var noget helt særligt for Leon Andreasen.

Den første af slagsen oplevede han i 2001, hvor han blev hasteindkaldt til forberedelserne til forårssæsonen i den spanske by Cadiz, efter at uheldige Jesper Andersen havde brækket kindbenet i en træningskamp mod kinesiske Beijing Gouran FC og måtte flyves hjem til Aarhus for at blive opereret.

- Jeg kan huske, at jeg blev fløjet derned og skulle så køre et godt stykke med bil til sidst, så jeg ankom om natten. Alt var bælgmørkt. Jeg gik stille og roligt op på værelset. Jeg skulle bo med Kenny Thorup. Jeg bankede på, og da han åbnede værelsesdøren, stod han bare splitterragen nøgen, imens der var fuld skrald på Metallica i baggrunden.

Leon Andreasen med anførerbindet - 20 år gammel. (Foto: Getty Images)

- Så stod jeg ellers bare der. En ung knægt fra Hammel, der var pisse nervøs, fordi jeg skulle være sammen med Superliga-truppen for første gang, og jeg mødte bare den psykopat. Det var verdensklasse. Det fik mig jo nærmest bare til at slappe mere af, og det gjorde, at jeg kunne være mig selv. Der var plads til alle. Det var virkelig fedt, siger Leon Andreasen og fortsætter:

- Efterfølgende boede jeg sammen med Martin Jørgensen på landsholdet. Morfar kalder jeg ham, for han lå altid i sengen og læste sine bøger. Jeg tror, at det havde gjort mig mere nervøs, hvis jeg skulle dele værelse med ham første gang, og han bare lå og læste. Så hellere fuld skrald på en nøgen Kenny Thorup. Der var gang i den.

- Træningslejrene var generelt sjove. Vi havde det så godt sammen. Vi var seriøse, når vi skulle være det, men vi glemte aldrig at hygge. Jeg kan huske en træningslejr på Gran Canaria, da Poul Hansen var træner. Når vi var færdige med at løbe og træne, måtte vi ellers bare hygge. 

- En aften mødte vi AB’s spillere på en bar, og det tog helt overhånd. Vi dansede og havde det sjovt, og det sidste, jeg kan huske, var en nøgen Søren Andersen, der dansede på baren. Jeg ved ikke, hvorfor det altid skulle ende i nøgenhed, griner Leon Andreasen.

Selvom han har nydt de 11 år som professionel i udlandet, så nåede de aldrig samme sociale højder udenfor banen.

- I AGF tog vi altid på Mackies og fik en pizza eller noget andet at spise efter hver kamp. Uanset om vi havde tabt eller vundet. Det savnede jeg virkelig i udlandet. Der var slet ikke det samme sammenhold, som vi havde dengang i AGF. Det var meget mere hver for sig, og hvis man samledes, var det i mindre grupper, siger Leon Andreasen.

Leon Andreasen spillede 23 kampe og scorede seks mål for det danske U21-landshold. Han endte også som anfører - her i EM-kvalifikationskampen mod Kasakhstan i marts 2005. (Foto: Getty Images)

Den årlige abefest

Tiden i AGF har da også givet Leon Andreasen nogle venskaber for livet, selvom han i mere end et årti har befundet sig flere hundrede kilometer væk fra Smilets by.

- Jeg ses jævnligt med Stig Tøfting, Brian Steen, Steffen Rasmussen og Søren Pedersen. Det er nogle af mine rigtig gode venner. Vi mødes også én gang om året til julefrokost med en masse gamle GF’ere. Gunner Lind, Morten Duncan og flere andre. Så plejer vi at tage på Raadhuus Kafeen i Aarhus, hvor vi får god mad, lidt øl og en masse snaps. Det er ren abefest, siger Leon Andreasen.

Fuld gang i Kleinigkeit

Da AGF’s officielle fanklub havde 25 års jubilæum i 2017, var det selvfølgelig Leon Andreasen og hans tøjfirma Kleinigkeit, som skulle designe den særlige jubilæumstrøje.

Der er i det hele taget godt gang i produktionen hos Kleinigkeit, som Leon Andreasen startede med en ven i begyndelse af 2016. I dag omsætter firmaet, som betyder “en lille ting” på dansk, for millioner og har 30 ansatte.

- Min ven er designer, og han havde udviklet t-shirts og caps, som han solgte til venner, og jeg synes, at han var god, og tingene var virkelig cool. Så vi lavede et firma og fik produceret lidt for sjov.

- I starten stod vi på 15 kvadratmeter hjemme ved hans mor og pressede t-shirts på to maskiner. Vi kørte bare afsted. Vi røg så på tøjmesse i Berlin og havde pludselig 40 større kunder. Vi kunne slet ikke følge med og stod til langt ud på natten for at lave t-shirts. Vi voksede alt for hurtigt, siger Leon Andreasen og fortsætter:

- Nu har vi i alt 30 medarbejdere, og der er kommet meget mere struktur i firmaet. Vi får produceret i Tyrkiet og Pakistan. Det er sjovt at lave, og det er fedt at flyve ned til produktionen og udvikle nye ting. Det var lidt for voldsomt i starten, men det er fedt at have startet op fra bunden, og det går godt nu.

- Jeg har ikke en skid forstand på mode, men jeg har et tøjfirma. Det er så fedt. Vi har lavet noget med flere kendte. Håndboldspillere, deltagere i Vild med dans og værter fra morgen-tv. Jeg er spændt på, hvor det bærer hen.

Leon Andreasen og holdkammeraten Torsten Frings på Werder Bremens træningslejr i Østrig i sommeren 2005. (Foto: Getty Images)

Ingen MMA-karriere

Efter kontrakten med Hannover 96 var udløbet, begyndte rygterne ellers at svirre om, at Leon Andreasen var begyndt at dyrke MMA. 

Den danske midtbanekriger dyrker da også den thailandske kampsport muay thai, men han har umiddelbart ingen planer om at gøre en karriere ud af det, fortæller han med et stort grin.

- Jeg synes, at det er meget sjovt, men jeg har altså ingen planer om at skulle ind i en ring og slås med nogen. Jeg skal heller ikke til at starte en ny karriere her som 36-årig. Jeg startede bare for sjov for to år siden, fordi jeg var træt af kun at gå i styrkecenter, og jeg ville gerne have noget mere puls på, siger Leon Andreasen og fortsætter:

- Jeg kender et par gutter, som har et kampsportcenter, så jeg prøvede det og blev bare bidt af det. Det er god træning for hele kroppen, og jeg mærker ikke noget til knæet eller foden, når jeg dyrker det. Jeg blev opereret i foden i oktober, så det skal lige hele helt. Men ellers har jeg ikke gener, og så skader det jo ikke at kunne bokse lidt.

Der har da også været en nævekamp eller to i Leon Andreasens liv. I 2009 idømte Retten i Aarhus ham 30 dages betinget fængsel, efter at han havde slået en mand, som han følte sig provokeret af på diskoteket Train i Aarhus.

En episode som han straks undskyldte over for offeret såvel som offentligheden.

Leon Andreasen i landsholdstrøjen til venskabskampen mellem Danmark og Tyrkiet i Odense i september 2014. Tyrkiet vandt kampen 2-1. (Foto: Getty Images)

I januar 2018 blev Leon Andreasen udsat for et særdeles grimt overfald i Hannover, hvor han endte med at få konstateret kraniebrud.

- Jeg var i byen med nogle venner, og så stod der en gruppe mænd rundt om en pige, hvis kæreste jeg kender, og angreb hende verbalt. Jeg havde alkohol i blodet, og så siger man nogen gange noget forkert. Jeg gik derover og sagde til den ene noget i retning af, om han var begyndt at slå på kvinder? 

- En af hans venner tager så sin totenschlæger og smadrer mig ned bagfra. Lige i hovedet. Den flækkede mig fuldstændig, og så var jeg bare væk. Jeg fik blackout. Det var ret voldsomt med kraniebrud og sådan, men jeg mærker ikke noget til det i dag, så jeg er da glad for, at der ikke skete mere, siger Leon Andreasen og tilføjer:

- Jeg havde ingen intentioner om at skulle op at slås. Jeg skulle bare spille fandango og få lidt ro på gemytterne. Men jeg skulle nok have tænkt mig bedre om i stedet for bare at blæse derover. Men jeg ville nok gøre det igen, hvis en pige er omringet af fyre og bliver verbalt angrebet. Det er en slags automatreaktion, tror jeg.

Landsholdssamling i Helsingør i september 2013. (Foto: Getty Images)

Poulsens mavepuster

Et slag står dog tydeligere end noget andet i Leon Andreasens hukommelse som noget af det mest groteske, han har oplevet på og uden for banen. Christian Poulsens mavepumper på den svenske angriber Markus Rosenberg i EM-kvalifikationskampen i 2007 i Parken.

Leon Andreasen kunne fra bænken se Danmark få en mareridtstart, og efter blot 26 minutter førte Sverige 3-0. Otte minutter senere reducerede Daniel Agger til 3-1, og så blev Leon Andreasen sendt på banen i stedet for den sløjt spillende back Jan Kristiansen.

Det hjalp, og midtvejs i anden halvleg reducerede Jon Dahl Tomasson yderligere. 14 minutter før tid kronede Leon Andreasen så sin flotte indskiftning og et dansk kanon-comeback med en fremragende flugter til 3-3, og Parken kogte.

Danmark var tættest på at lave det afgørende mål, men to minutter før tid bankede Christian Poulsen som bekendt Markus Rosenberg ned i feltet. Rødt kort og straffespark til Sverige.

Det blev dog aldrig sparket, da en baneløber gik til angreb på dommer Herbert Fandel, og Danmark blev taberdømt 3-0.

Leon Andreasen har lige udlignet til 3-3 mod Sverige. (Foto: Getty Images)

Den dag i dag har Leon Andreasen stadig svært ved at sætte ord på en af de vildeste landskampe i Danmarks historie.

- Det er så underligt, for det er både højdepunktet og lavpunktet i min karriere. Vi kom bagud 3-0, og jeg kom på banen og var med til at få det vendt og scorede endda. 

- Det var vanvittigt at score i så fed en kulisse og med det comeback. Også selvom jeg egentlig synes, at målet var lidt heldigt. Jeg ramte den dårligt med venstrefoden. Men det talte, og det var det vildeste at få vendt den kamp. Helt utroligt. 

- Så valgte Christian Poulsen bare at kortslutte i hjernen kort før tid, og så stod man der med en lang næse. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det er absurd mange følelser på 90 minutter, siger Leon Andreasen og slutter:

- Landsholdet var bare generelt kæmpestort at være en del af. Det var så sjovt og fedt, og det gjorde mig virkelig stolt at repræsentere Danmark. Det vil jeg altid tænkte tilbage på med stor glæde.

Leon Andreasen nåede at spille 20 landskampe for Danmark og score tre mål. Her han lige scoret til 1-0 mod Albanien i VM-kvalifikationskampen i Parken i april 2009. Danmark vandt 3-0. (Foto: Getty Images)