
Vild jubel på lægterne og måbende holdkammerater.
Lukas Lerager tog fusen på de fleste, da han torsdag aften bragede bolden i mål fra distancen i pokalsemifinalen mod Viborg.
Det var efter 32 minutters spil, at den 31-årige midtbanespiller pludselig tog chancen og endte med at overliste Lucas Lund med en vaskeægte drømmekasse.
Flere FCK-spillere reagerede ved at tage sig til hovedet, som om de ikke forstod, hvad der lige var sket.
Og hovedpersonen havde også selv svært ved at forstå det, erkender han i mixed zone efter kampen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Fra min position havde jeg set den gå over, men pludselig dykkede den helt vildt, så det var lidt overraskende, siger Lerager til Bold og øvrige fremmødte medier.
Faktisk havde den garvede FCK'er i første omgang andre planer for, hvad han skulle gøre, da han pludselig fik så meget tid og plads på Viborgs banehalvdel.
- Jeg så, at Marcos og Fro isolerede tre Viborg-spillere i siden, så jeg var helt alene, og så tænkte jeg, at hvis jeg tager et touch, så kan jeg lægge tryk på, vende spillet, lægge den ind over, men så alligevel tænkte jeg også: 'Nu får den chancen,' siger Lerager, der lige skulle bruge lidt tid på at suge det hele ind.
- Jeg nød det. Det er så lang tid siden, at jeg har ramt den så godt, så jeg blev lidt paf, afslutter midtbanespilleren.


FC København
Oddset Pokalen






































