



Det lignede, at det var løbet ud i sandet.
Men Elias Achouri ville det anderledes. Den tunesiske kantspiller satte turbo på, oversprintede sin direkte modstander og nåede bolden, inden den gik ud til målspark.
At FCK-profilen formåede at holde bolden i spil kom tydeligvis bag på Bayer Leverkusens midterforsvar, og resten af Parken virkede heller ikke til at tro på, at det kunne udvikle sig til en farlig situation.
Der var dog to spillere, der så potentialet og gjorde tvivlen til skamme.
- Det var kun Jordan og mig, der troede på, at jeg ville nå bolden, siger Elias Achouri om situationen, der førte op til FCK's 1-0-mål.
- Han kender mig, så han troede på det. Jeg så ham i boksen, og så var det bare at servere bolden for fødderne af ham, så han kunne sparke den i mål. Det er sådan, fodbold er. Hvis du sover, er jeg vågen og gør mit job, siger tuneseren med et smil.
Målet gav FCK en perfekt start på Champions League-premieren til stor glæde for Achouri.
- Jeg var virkelig glad for at hjælpe holdet med en assist. Det er altid dejligt at få en god start med et tidligt mål. Især i en så stor kamp.
- Jeg er også glad på Jordans vegne. Det var et flot mål, og hans afslutning var fantastisk. Det gjorde mig glad, og jeg er stolt over holdet. Forhåbentlig kan vi fortsætte på denne måde, siger kantspilleren.
Han ærgrer sig over, at det ikke blev til tre point, men samtidig forsøger han at trøste sig med FCK's stærke præstation.
- Det er en lidt underlig følelse, for jeg er lidt skuffet over, at vi ikke tog de tre point. På den måde er det i min optik ikke den bedste start, men vi er samtidig nødt til at indse, at vi spillede imod et tophold, så vi må ikke være for skuffede.
- Det er svært at bede om mere, end det vi leverede i dag, afslutter Achouri.

Riemer lurer på Superliga-kaniner
Hattrick | Afsnit 16Brian Riemer holdt ekstra godt øje med en række spillere, da FC Midtjylland og FC Nordsjælland mandag aften spillede 2-2.
Læs mere

FC København
Champions League































