Efter nederlag til Aarhus Fremad og Hobro har Hillerød genfundet melodien.
I de seneste to kampe har nordsjællænderne besejret Lyngby og HB Køge, så fredagens udekamp mod Kolding er blevet til en topkamp.
Både Kolding og Hillerød har således 13 point for syv kampe i Betinia Liga og ligger derfor aktuelt nummer to og tre.
- Vi har ikke gode statistikker mod Kolding. Vi har faktisk aldrig fået point mod dem, konstaterer Christian Lønstrup i et interview på klubbens hjemmeside og fortsætter:
- Det er en blanding af dygtige fodboldspillere og et fysisk stærkt hold, så vi skal forberede os grundigt og lægge en gameplan sammen med spillerne, Jimmy og Martin (assistenter Brinksby og Vingaard, red.).
- Vi står et godt sted med 13 point, og hvis vi keder os, kan vi kigge på tabellen. Men det bliver en mindst lige så hård udfordring som Lyngby-kampen.

Betinia Liga
Hillerød



































