Der er gang i handlerne i Lyngby i dette transfervindue.
Først sikrede klubben sig forsvarsspilleren Pascal Gregor, mandag blev midtbanespilleren Mathias Hebo hentet i Vejle, og nu er det tid til at styrke offensiven.
Som B.T. også kan fortælle, henter de kongeblå offensive Magnus Warming i Brøndby, erfarer bold.dk.
Handlen ventes at blive officiel tirsdag formiddag, og han får ifølge bold.dk's oplysninger kontrakt til sommeren 2023.
Magnus Warming havde seks måneder tilbage i Brøndby, men han tiltræder omgående i Lyngby.
Det er uvist, hvad klubben præcist har betalt Brøndby for overgangen, men der er ifølge bold.dk's oplysninger tale om et symbolsk beløb.
Den unge offensivspiller har det seneste år været lejet ud til Nykøbing FC i NordicBet-ligaen, hvor han primært blev brugt på kanterne. Her blev det til fire mål og tre assister i 14 kampe.
Magnus Warming kom til Brøndby i 2015 fra netop Nykøbing FC. Han nåede at optræde for Brøndby én enkelt gang tilbage i maj 2017 mod SønderjyskE. Det gjorde ham på daværende tidspunkt til klubbens yngste debutant nogensinde i den bedste række med sine 16 år og 348 dage.


Brøndby IF
Lyngby Boldklub
3F Superliga
























