2023-05-14 10:01:00

Mads Bech åbner op efter flere nedture: Det har været frustrerende og hårdt

Mads Bech Sørensen fortæller til bold.dk, at det har været en frustrerende sæson for ham, hvor det først startede med ingen spilletid i Nice, og nu er endt med en nedrykning med FC Groningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Æresdiv. - 32. runde

FT

GRO

2 - 3

AJA

Mads Bech Sørensen har haft en forfærdelig sæson, hvor han har været udlejet til først Nice og nu FC Groningen.

I det franske fik han ikke et eneste minut, mens nedturene fortsatte med at følge ham i Holland, hvor han efter kort tid brækkede armen og nu kan skrive en nedrykning på cv'et.

bold.dk har talt med lejesvenden fra Brentford, som indrømmer, at det har været en hård tid for ham, som kulminerede med nedrykningen fra Æresdivisionen.

- Det har været frustrerende. Det er ikke særligt sjovt at kæmpe med i den ende, og at det så ender med en nedrykning, det er en træls følelse, som jeg står med i kroppen nu.

- Jeg havde en anden forestilling, da jeg kom til i januar. Jeg nåede så kun fire kampe, og så brækkede jeg armen, hvilket heller ikke var optimalt, så jeg røg ud i en længere periode. 

- Jeg har kun spillet tre kampe efter min skade, så det er ikke fordi, at jeg har fået sindssyg mange kampe indtil videre. Så jeg har ikke formået at gøre den forskel, som jeg gerne ville på grund af en skade på et dårligt tidspunkt.

Mads Bech Sørensen har prøvet en del gennem sin karriere, men nedrykningen med FC Groningen er dog hans første efter en sæson, hvor der er kommet flere ridser i den danske lakering

- Det har også været frustrerende, at jeg ikke har vundet en eneste fodboldkamp. Jeg nåede heldigvis at være med til et godt resultat mod Twente, hvor vi spillede 0-0. 

- Men det er kun blevet til en enkelt sejr for holdet, så selv om jeg har siddet ude med en skade, har holdet jo ikke vundet mere alligevel.

- Det er aldrig nogensinde sjovt at tabe. Alle elsker at vinde, og det er mig inklusiv, så det er en forfærdelig følelse at tabe.

Thomas Frank har ondt af Mads Bech Sørensen

Mads Bech Sørensen har dog ikke været alene med nedturen, da han har modtaget støtte fra Brentford.

Han har nemlig flere gange haft Thomas Frank og Claus Nørgaard i røret, og de har ondt af danskeren.

- Jeg har talt med Thomas, især da jeg blev skadet. Jeg har også snakket med Nørgaard et par gange for at høre, hvordan det går. Så det har været et kort check-up. De føler med mig.

- De synes også, at jeg har været uheldig. Det er nogle gange svært at tale om uheld og held, men det er jo ikke sindssygt meget, som er gået min vej i denne sæson, og det har de også godt kunnet se. 

- De synes også, at det har været uheldigt, at der ikke er noget, som er gået efter planen.

Hvordan har den periode været for dig?

- Det har været sindssygt frustrerende, der er ikke meget, som er gået min vej. Det skal dog ikke lyde som en undskyldning, fordi det er det ikke. Men der har simpelthen været nogle faktorer, som man ikke har kunnet forudse, og det er kommet i vejen for to gode idéer.

- Det er svært at sætte ord på, hvad der præcist er gået galt, men jeg er blevet ramt af nogle uforudsigelige ting.

Mads Bech Sørensen slår dog fast, at han også har lært af den svære tid, da han i den grad har smagt på den kedelige side af fodbolden, og det tager han med videre.

- Man skal lære at håndtere det, men det har været svært og hårdt for mig, når man jo ikke rigtigt har kunnet speede en brækket arm op. Det har ikke været sjovt.

Hvad har du gjort for at arbejde med de frustrationer, som du har haft i Nice og FC Groningen?

- Jeg har haft mange snakke med alle, som er omkring mig, så jeg har fået snakket om tingene. Jeg prøver at undgå at blive for negativ omkring det hele. Selv om jeg har været skadet, har jeg stadig været med ude på banen og haft indflydelse på holdet. 

- Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, for at hjælpe holdet, så jeg ikke bare stod helt stille i seks/syv uger, så det har jeg haft fokus på

Mads Bech blev anfører i kriseramt klub

Når Mads Bech Sørensen har været klar, har han været en af de første på holdkortet i FC Groningen.

Han er da også blevet anfører i klubben, hvor han har forsøgt at genrejse en hollandsk traditionsklub, og det har han nydt.

- Jeg har fået en lederrolle hernede, som jeg synes, har været rigtigt spændende. Jeg har haft en stor indflydelse, og jeg har kunnet hjælpe på rigtig mange parametre.

- Det har været mere, end hvad jeg har prøvet før, fordi jeg er blevet anfører hernede. Det giver noget, selv om jeg ikke har været her i længere tid. 

- Det er et skulderklap, og det har været spændende at se, hvordan man kan hjælpe et hold og organisation på nogle andre ting end kun fodbold.

Men Mads Bech Sørensen formåede dog ikke at redde FC Groningen, som nu kan se frem imod en tilværelse i næstbedste række.

Det blev en realitet i sidste weekend, og det var på mange måder et hårdt slag for alle i og omkring FC Groningen.

- Det har ikke været sjovt. FC Groningen er jo en forholdsvis stor klub i Holland, og man havde ikke regnet med, at de ville rykke ned. Fansene er meget skuffede, som spillerne også er. 

- Så det har ikke været sjovt, da der også har været en masse frustrationer fra fansene og holdet. Alle har haft en hård tid de seneste par måneder, siger Mads Bech Sørensen til bold.dk

Men der er fortsat mulighed for, at danskeren kan nå at få sin første sejr i FC Groningen-trøjen, da der er tre kampe tilbage af sæsonen, hvor Mads Bech Sørensen jagter sin første triumf.

- Jeg håber på, at der kan komme en sejr i en af de sidste tre kampe, så jeg kan få den sejr hernede.

Denne søndag tager Mads Bech Sørensen og FC Groningen imod Ajax hjemme på Euroborg.

Artiklen fortsætter efter indholdet

Æresdiv. - 32. runde

FT

GRO

2 - 3

AJA

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce