Melker Ellborg er ved at slå igennem som målmand i Malmö FF. Den 22-årige svensker har i denne sæson spillet 12 kampe for klubben og holdt målet rent i seks af dem.
Ifølge det svenske medie Expressen skulle Ellborgs præstationer have vakt interesse hos den engelske storklub Manchester United.
I et interview med Expressen forud for Malmös møde med Nottingham Forest i Europa League blev Ellborg konfronteret med rygterne om Uniteds interesse.
- Det er selvfølgelig smigrende, siger han.
- Det kom lidt ud af det blå, men det er spændende at være på store klubbers radar. Det er fantastisk.
Artiklen fortsætter efter billedet

Selvom han er beæret over interessen, lader den unge målmand sig ikke distrahere.
- Jeg tror, det fungerer bedst for mig bare at være til stede i nuet og fokusere på, hvad jeg skal gøre.
- Men selvfølgelig er det smigrende. Man ser det som en gulerod og en kvittering for, at man har gjort noget godt, tilføjer han.
Opgøret mellem Nottingham Forest og Malmö FF fløjtes i gang torsdag klokken 21.00.

Malmö FF
Allsvenskan


































