




Malmö FF er i frit fald.
I Allsvenskan tabte man for nylig 1-3 til Mjällby og har nu hele 13 point op til førstepladsen i rækken.
Europæisk fodbold er heller ikke noget at råbe hurra for, da Malmö tirsdag aften blev sat godt og grundigt på plads.
Cheftræner Henrik Rydström kunne se sit mandskab tabe med 0-5 til rivalerne fra FC København.
Det er et nederlag, som kommer til at gøre ondt i lang tid hos Malmös cheftræner.
– Resultatmæssigt var det jo en enorm skuffelse. Jeg vil ikke sige for meget, for jeg kunne sige en masse, men man skammer sig også.
Artiklen fortsætter efter billedet

– Man føler med fansene, og de har al ret til at være skuffede.
– Jeg synes, det var en så elendig præstation, siger Henrik Rydström til Bold og den øvrige presse efter kampen.
Der var store forventninger til Malmö FF fra egne fans.
Nu skulle de svenske mestre over Øresund for at sætte FC København på plads. Men den plan faldt til jorden som et dårligt samlet Ikea-skab.
– Vi repræsenterede svensk klubfodbold på en ussel måde i dag. Frem for alt repræsenterede vi Malmö FF på en ussel måde, lyder det fra en skuffet cheftræner.
Malmö FF må nu nøjes med en tur i Europa League-kvalifikationen.
Her møder man Sigma Olomouc i playoff-runden.


Malmö FF
CL-kval





































