Martin Frese er blevet ramt af en meget kedelig nyhed.
Den danske Verona-spiller har pådraget sig en brusklæsion i sit højre knæ og skal derfor opereres onsdag.
Det skriver Serie A-klubben på sin hjemmeside.
Det er en kikkertoperation, der skal udføres på den 26-årige dansker. Hellas Verona oplyser, at man herefter vil have bedre mulighed for at vurdere, hvor længe Frese skal sidde ude.
Den tidligere FC Nordsjælland-spiller skiftede til den italienske klub i sommer. Her er det siden blevet til fem optrædener i Serie A.
Frese har kontrakt med Verona frem til sommeren 2027.
Hans landsmand Casper Tengstedt slår også sine folder i den mere end 100 år gamle fodboldklub.

Verona
Serie A

























