Rusland -Medie: UEFA vil blokere for Rusland-comeback
Foto: Zorana Jevtic/Reuters/Ritzau Scanpix
2026-07-09 09:48:07
Foto: Zorana Jevtic/Reuters/Ritzau Scanpix

Medie: UEFA vil blokere for Rusland-comeback

Flere fodboldforbund i UEFA vil ifølge The Guardian blokere for at få Rusland tilbage i varmen, og det kan ende ud i en konflikt mellem UEFA og FIFA, lyder det.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

FIFA meddelte onsdag, at man vil drøfte muligheden for at ophæve Ruslands udelukkelse fra international fodbold.

Meldingen kom i kølvandet på, at den internationale olympiske komité, IOC, lukkede russiske atleter ind igen til kvalifikationen til det kommende OL.

FIFA's melding er angiveligt ikke faldet i god jord hos UEFA.

Normalt velinformerede The Guardian har haft fat i kilder fra flere nationale fodboldforbund i UEFA, og her lyder det, at der ikke er nogen realistisk mulighed for, at russiske hold bliver budt velkommen tilbage i europæisk fodbold.

Hvis UEFA fortsat blokerer for Rusland, vil russerne heller ikke kunne deltage i et eventuelt VM, der jo ellers er en FIFA-turnering.

For den europæiske VM-kvalifikation administreres af UEFA, og her er blandt andre fodboldforbundene i England, Tyskland og Frankrig ifølge The Guardian stærkt imod et Rusland-comeback.

Der er derfor lagt op til en konflikt mellem FIFA og UEFA, såfremt førstnævnte ender med at ville lukke Rusland ind i varmen igen.

For tre år siden måtte UEFA opgive planerne om at lade russiske hold vende tilbage til ungdomsturneringer efter massive protester fra flere fodboldforbund, og ifølge The Guardian ønsker UEFA ikke en gentagelse af den fadæse.

Samtidig stiller UEFA-præsident Aleksander Ceferin op til genvalg næste år, og han vil derfor ifølge mediet ikke risikere at lægge sig ud med en stor del af dem, der skal stemme på ham.

FIFA-præsident Gianni Infantino har omvendt i et stykke tid lagt op til en russisk tilbagevenden til fodbolden.

- Vi er nødt til at se på en genoptagelse af russiske hold. Forbuddet har ikke opnået noget. Det har blot skabt mere frustration og had, har Infantino tidligere i år sagt til Sky.

FIFA har senest givet grønt lys til, at Ruslands U15-landshold kan deltage ved en turnering senere i år.

Annonce

21 kommentarer

Se kommentarer
Annonce