25-årige Rasmus Green, med en fortid i AB, forlod i sidste uge Ølstykke på grund af den kraftigt øgede træningsmængde i klubben under træner Michele Guarini.
Men midtbanespillere har fortsat lyst til at bruge en del af sin tid på fodbolden.
I går indgik han en et-årig aftale med 2. divisionsklubben Næstved, som var én af fire klubber, der bejlede til hans gunst.
- Rasmus Green, som faktisk var den første spiller, vi rettede henvendelse til kort efter min tiltrædelse 1. maj, er endnu en af de spillere, der har haft rigtigt mange tilbud at vælge i mellem, så det er fantastisk, at han tørner ud for os i den kommende sæson, glæder sportschef Per Andersen sig i Næstved.
Rasmus Green nåede 65 kampe og 10 mål for Ølstykke i sine to år i klubben.
Han betegnes som en løbestærk og teknisk dygtig spiller, der foretrækker den centrale midtbane – en oplagt erstatning for Rasmus Ottesen, som Næstved i sommerpausen har mistet til Værløse.
Rasmus Green angiver, at det havde afgørende betydning for hans valg af klub, at hans tidligere træner i AB Flemming Christensen i dag er træner i Næstved.

































