2. division -Misforståelse kostede AB'er drømmen om Bundesliga-debut
2025-06-21 10:07:10
Foto: Privat

Misforståelse kostede AB'er drømmen om Bundesliga-debut

Adrien Koudelka var i en alder af bare 16 år en dispensation fra at komme med på Augsburg-bænken mod Wolfsburg. Nu drømmer den tyske forsvarsspiller om at slå igennem i dansk fodbold.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Adrien Koudelka går rundt med en bemærkelsesværdig historie.

I hverdagen er han en fremtræden skikkelse i 2. division, men hans vej til at blive en af AB’s bærende kræfter er ikke som de flestes.

Han er et eksempel på, hvordan tilfældigheder og uheld i den grad kan forme en fodboldkarriere.

- Jeg tror, det er nemmest, jeg tager dig med tilbage til begyndelsen, hvis du skal forstå det hele, siger Adrien Koudelka til Bold.

2,5 år er gået, siden den nu 23-årige forsvarsspiller første gang tog den grønne trøje over hovedet.

Dengang kunne han ikke et eneste dansk ord. Nu taler han det flydende med tysk accent.

AB er med andre ord kommet godt ind under huden på ham, selvom han for en håndfuld år siden ikke regnede med, at han på noget tidspunkt skulle runde 70 kampe for Gladsaxe-klubben.

Faktisk var han et mulehår fra at få debut i Bundesligaen i en alder af kun 16 år, da han var en del af ungdomssystemet i Augsburg.

Og det er netop her, Adrien Koudelkas historie begynder. I det tyske.

Hans forældre er egentlig fra Tjekkiet, men de kom til Tyskland i deres tidlige 20’ere for at slå sig ned.

Af samme årsag har Adrien Koudelka spillet flere ungdomslandskampe for den store fodboldnation, og han er gået op og ned med Florian Wirtz, Karim Adeyemi og Maximilian Beier, der er på gigantiske adresser i dag.

- Da jeg fik muligheden for at repræsentere Tyskland, var der ikke så meget at rafle om. That’s the dream, tænkte jeg. Nu hvor jeg er blevet lidt ældre, har jeg tit tænkt, at det måske havde været smartere at vælge Tjekkiet. For det havde nok højnet mine chancer for at spille slutrunder med ungdomslandsholdene, men jeg fortryder ikke noget.

- Min tid i Augsburg var sindssyg god. Jeg havde meget respekt omkring mig, og jeg fik af og til lov til at spille med et par ældre årgange. Da jeg var 16, begyndte jeg at træne med førsteholdet, og der tog det bare fart, fortæller Adrien Koudelka.

Og det må man give ham ret i.

Foto: Privat

Potentiel Bundesliga-debut afblæst
I slutningen af 2018/2019-sæsonen havde Augsburg ikke meget at spille for i Bundesligaen.

Klubben lå i midten af tabellen og havde sikret sig overlevelse, da den daværende cheftræner Martin Schmidt gav akademispillerne talrige chancer for at vise sig frem blandt seniorerne.

Herunder Adrien Koudelka, der var meget tæt på at fylde 17 år.

- Det var stort. Jeg fik muligheden for at tage med holdet til en udekamp mod Wolfsburg i Bundesligaen, og jeg glædede mig helt vildt.

- Problemet var bare, at jeg stadig kun var i 16 år, og i 2019 var der en regel i Bundesligaen om, at man skulle være fyldt 17 år for at komme med i truppen.

- Augsburg fik beskeden to timer, inden bussen kørte mod Wolfsburg. De tog fat i mig og sagde ’undskyld, du kan godt tage med os, men du er åbenbart lidt for ung til at spille, og hvis vi skal have dispensation, skal vi søge om det, men det kan vi ikke nå nu’.

- Det absurde var, at to af mine venner netop var fyldt 17 år. De kom med, og mens den ene var på bænken, spillede den anden 90 minutter. Jeg havde en følelse af, at Martin Schmidt godt kunne lide mig, så jeg følte virkelig, at jeg havde fået debut, hvis ikke det var på grund af den fejl. Det var virkelig uheldigt.

Augsburg endte godt nok med at tabe kampen med 0-7, men det er alligevel en kamp, Adrien Koudelka aldrig glemmer.

Også selvom han aldrig spillede den.

Hverdag igen
Den følgende sæson var for Adrien Koudelka og mange andre U19-spillere i Tyskland en sæson til glemmebogen.

Coronapandemien forpurrede U19-rækken, og det rakte ind i den næste sæson også, hvor kampene blev afviklet med restriktioner, mundbind, og hvad der ellers hørte med.

Den unge stopper formåede dog at komme på den anden side af det hele og blev senere udnævnt til anfører på Augsburgs U19-hold med udsigten til flere ophold på førsteholdet, der blev ved med at give ham muligheder.

- I mit sidste kontraktår rykkede jeg fast op på reserveholdet. Augsburgs U21-hold så at sige. Det var første gang, jeg virkelig oplevede modgang, fordi jeg havde en træner, der ikke var stor fan af mig.

- Jeg gik fra at være den første mand på holdkortet i fem år i streg til at være tredje- eller fjerdevalg, så det var en frustrerende tid, og sammen med min agent blev vi enige om at se os omkring efter andre muligheder.

En gylden mulighed
Adrien Koudelkas bagland trak i arbejdstøjet og fik hurtigt etableret en forbindelse på benene til en mand, der tidligere havde vist interesse for den unge tysker.

Navnet var Alexander Blessin. Han er i dag cheftræner for St. Pauli efter ophold i Oostende, Genoa og Royale Union Saint-Gilloise.

- Da jeg var U17-spiller i Augsburg, var han U17-træner i Red Bull Leipzig, og dengang kunne han virkelig godt lide min stil, ligesom vi havde samtaler og sådanne ting.

- Nå, men to år senere rakte han så ud igen. Denne gang som træner for Oostende.

Koudelka fløj til Belgien, fik lov til at vise sig frem under Alexander Blessin og efterlod et godt indtryk. Selvtilliden blev tanket op, og den glæde, som mere eller mindre var forsvundet, kom tilbage igen.

Alexander Blessin var imponeret og så godt som klar til at hente forsvarstalentet permanent til Oostende, hvor Koudelka fremover skulle spille i den bedste belgiske række.

- Jeg var klar til at skifte, og jeg fik indtrykket af, at det kunne lade sig gøre, men så kunne jeg pludselig læse, at Alexander Blessin rykkede til Genoa.

- Han ringede med det samme til min agent og sagde ’ja, jeg fik en kæmpe mulighed for at komme til Serie A, og jeg er ked af, at det gik udover Adrien’. Det betød meget, kan jeg huske, at han viste så god stil. Fair play. Sådan er det nogle gange.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Fra regionalliga til AB
I sommeren 2022 ophørte Adrien Koudelkas kontrakt med Augsburg, og tiden var kommet til at prøve noget nyt.

Den stadig unge forsvarsspiller endte i SGV Freiberg, som lige var rykket op i den fjerdebedste tyske række, hvor han fik gang i karrieren igen.

Og derfra dukkede en klub fra Gladsaxe pludselig op. I november 2022, da AB-bossen Jen Chang rakte ud til Adrien Koudelkas bagland.

- Ret tilfældigt fik jeg et tilbud fra AB midt i sæsonen. Jeg havde ingen idé om, hvilken klub der var tale om, og jeg anede intet om, hvilket niveau den danske 2. division var.

- Men Jen Chang ringer så direkte til mig og viser mig alle mulige ting, hvilket var med til at overbevise mig. Det lød bedre, end jeg troede, omend jeg stadig følte, at det var nogle risici. Skal jeg gøre det? Giver Freiberg mig lov? Alt det der.

Koudelka endte med at indvilge i et besøg, og han tog derfor til AB for at høre nærmere om det hele og mødtes med den tidligere cheftræner.

Det gav pote.

I januar 2023 endte Adrien Koudelka med at skrive under på en kontrakt frem til sommeren 2027 med AB.

Og nu jagter han fortsat sin drøm om at slå døren ind til den helt store scene.

Måske Superligaen til at starte med.

- Jeg kan sagtens se mig selv skifte til en større klub i Danmark. Nu har jeg lagt energi i at lære sproget også, så jeg håber, det kan hjælpe mig. Når det så er sagt, er jeg virkelig også glad for at være i AB.

Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce