


Viborg har haft svært ved at præstere på hjemmebane i denne sæson. Faktisk var viborgenserne inden fredagens kamp i nedrykningsplayoff fra Alka Superligaen blot noteret for to sejre på eget græs - dårligst i ligaen.
Men Johnny Mølbys mandskab tog et stort skridt væk fra kampene om den direkte nedrykningsplads, da Horsens blev sendt hjem med en 3-0-lussing i bagagen takket være et selvmål i første halvleg og to kontrascoringer af Jung-Bin Park og Osama Akharraz.
Og det kampforløb kunne næsten ikke være bedre, hvis man spørger Viborg-træner Johnny Mølby.
- Vi havde snakket om i pausen, at vi skulle spille mere på kontra, og det mål, som Park scorede, var udført til perfektion med en super afsluitning, og det var det sidste også takket være Deble, siger Johnny Mølby til bold.dk.
Kampstatistikken talte 49 Horsens-indlæg i kampen, men der var blot et enkelt, der bekymrede træneren.
- Det var fordi, at Reese kun kom til de 48 af dem. Jeg syntes, at Erik (Moberg, red.) og Reese spillede fantastisk. De afviste stort set det hele, selv om Horsens-spillerne er store, stærke og dygtige. Men de spillede en superkamp, de to.
- Men derudover er jeg meget tilfreds med vores effektivitet, for vi har spillet mange kampe, hvor vi har haft lige så mange chancer som mod Horsens, så det var glædeligt at se vores effektivitet, lyder det fra Viborg-træneren.
Hvis Viborg kan bevare forspringet efter den returkampen i Horsens tirsdag, venter der holdet et dobbeltopgør mod enten AGF eller Esbjerg om at undgå playoffkampe mod nummer tre i 1. division.
Henning Andersen/bold@bold.dk


Viborg FF
3F Superliga

































