Den tidligere FC Midtjylland-spiller Morten Knudsen skiftede i januar 2013 til Inter, men Knudsen forlader nu den italienske storklub.
Midtbanespilleren er således blevet enig med Inter om at ophæve samarbejdet.
- Jeg har snakket med dem i dag, og vi er blevet enige om at ophæve kontrakten, siger Knudsen til bold.dk.
- Jeg fortryder ikke, at jeg tog til Inter i sin tid, for jeg har virkelig lært meget, men når det er sagt, er det måske ikke det bedste skridt for en ung spiller at tage til Italien. Det har dog overordnet set været en god oplevelse, og man lærer virkelig meget om sig selv, når man flytter til udlandet i så ung en alder.
- Jeg har også fået en masse erfaring som spiller, da jeg har været igennem den italienske skole med stor fokus på taktik. Jeg er en spiller, som på alle parametre er blevet bedre, end da jeg tog derned.
22-årige Knudsen nåede 80 kampe i italiensk fodbold i forskellige turneringer og søger nu ny klub.
I første omgang sigter han ikke mod at vende retur til Danmark.
- Man er gemt lidt væk fra folks bevidsthed, når man spiller i en mindre klub i Italien, og jeg vil selvfølgelig gerne vise folk, hvad jeg kan. Niveauet dernede er godt, men hvis man vil vise det til folk, må man spille i de rækker, hvor de følger med.
- Man skal jo aldrig udelukke noget, men jeg fortsætter umiddelbart ikke i Italien, og jeg sigter heller ikke mod Danmark i første omgang. Jeg og min kæreste trives virkelig med at bo i udlandet, så håbet er at finde noget i et andet land.
- Jeg er uden kontrakt, så jeg har ingen deadline, som hedder 1. september, selvom jeg selvfølgelig gerne vil have noget på plads hurtigst muligt, siger Knudsen til bold.dk.
Morten Knudsen var i Italien udlejet til Prato og Reggina og har tidligere spillet 20 ungdomslandskampe for Danmark.
mikkel@bold.dk


Inter
Serie A
Inter Primavera































