




Den har ladet vente på sig, men fredag aften kom forløsningen for Youssoufa Moukoko.
Den tyske angriber scorede for første gang for FC København i 3-1-sejren over FC Nordsjælland, og efterfølgende var han derfor også ét stort smil, da han mødte den skrevne presse.
- Det var dejligt at score. Jeg har haft for mange chancer, hvor jeg ikke har fået den ind, men nu skete det endelig, og det gør mig så glad.
- Jeg skal fortsætte med at arbejde hårdt, og så håber jeg, at det bliver det første af mange, mange, mange mål.
Youssoufa Moukoko forsikrede dog hurtigt om, at han fortsat ikke har ramt sit topniveau, og han var derfor heller ikke bleg for at sætte procenter på i forhold til, hvor han er netop nu.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg er på omkring 80 procent nu, men jeg er nødt til at arbejde. Jeg har ikke spillet kontinuerligt i meget lang tid, og nu spiller jeg hver tredje eller fjerde dag. Jeg skal fortsætte med at nå mit niveau, og så er der gode ting i vente.
Tilfreds cheftræner
Efterfølgende stillede cheftræner Jacob Neestrup op i mixed zone, hvor han også udtrykte begejstring over Youssoufa Moukokos første mål.
Og det glædede ham at høre, at tyskeren vurderede sig selv til at være på 80 procent.
- Det lyder sgu godt! Men ja, der er mere at gå på. Vi snakker om en spiller, der ikke har spillet fast siden januar. Det er der, vi er.
FC Københavns cheftræner understregede samtidig, at det ikke er mere end et par uger siden, at Moukoko blev ramt af en lille skade, og derfor kommer han fortsat til at passe på ham.
Samtidig er intet givet, fordi der er mange, der byder sig til på de forreste pladser.
- Claesson kom også ind og gjorde det godt i dag (fredag, red.), så han er en del af en konkurrencesituation, hvor du ikke bare kommer til at spille, fordi du hedder Andreas Cornelius eller Youssoufa Moukoko.
- Der er også andre dygtige spillere, men vi spiller mange kampe, og der er det vigtigt at have mange klassespillere, lød det fra Jacob Neestrup.
Med sejren topper FC København fortsat Superligaen, inden de på onsdag tager hul på playoffrunden til Champions League mod FC Basel.

VM Morgenbriefing: Tyskland kollapser - Holland følger trop
Hattrick | Afsnit 127Tyskland og Holland er færdige ved VM efter to dramatiske straffesparkskonkurrencer.
Læs mere
FC København
3F Superliga







































