Ved årsskiftet fik Mustafa Amini endelig styr på fremtiden.
Hele 2025 var den tidligere AGF'er uden klub, men nu var han blevet enig med Nakhon Si United, der spiller i den næstbedste række i Thailand.
De to parter lavede en aftale på et halvt år, og nu står det klart, at den ikke forlænges.
Amini er således færdig i Nakhon Si United, da klubbens sæson sluttede i weekenden.
Den australske midtbanespiller takker på Instagram for tiden i Thailand, hvor Nakhon Si United rykkede ned.
- 16 kampe spillet, hver eneste minut på banen, kun én kamp gik jeg glip af på grund af sygdom. Efter en pause fra sporten lovede jeg mig selv, at jeg igen ville gå ud på banen med mine døtre ved min side, og det gjorde jeg.
- Fodbold giver ikke altid et eventyr, men rejsen, menneskene og minderne betyder lige så meget. Tak til Nakhon Si, befolkningen, fansene og det smukke land Thailand, skriver han.
33-årige Amini spillede i AGF fra 2016 til 2021. Han nåede 131 kampe i den hvide trøje.
Han har tidligere spillet for blandt andre Randers FC, Perth Glory og Borussia Dortmund.


Thailand
































