FC Nordsjælland gæster onsdag aften Næstved i DBU Pokalen - og det har de ikke gode mindelser om. I sidste sæson røg Superligaholdet nemlig ud af turneringen, da de tabte med 1-0 til netop Næstved - og det endda et Næstved-hold, som spillede med kun ni mand i 53 minutter.
Og Næstveds Mikkel Jensen, som selv har en fortid i FC Nordsjælland, tror, at sidste sæsons resultat kan betyde noget for onsdagens opgør.
- Det bliver rigtig spændende. Det er altid sjovt at møde de gamle drenge. Og så sidder det nok stadig i baghovedet på både os og dem, at vi slog dem med ni mand sidste år. Så vi går ind til den kamp med tro på, at tingene kan lade sig gøre, og vi skal bare ud og give den gas, siger Mikkel Jensen til bold.dk.
I FC Nordsjælland er man vant til velfriserede kunstgræsbaner - og velfriserede græsbaner rundt omkring i Superligaen. Men det skal de ikke forvente i Næstved.
- Jeg tror, FC Nordsjælland kan komme til at få det svært på vores bane, som ikke er verdens bedste. Så vi skal op og stresse dem og se, om vi kan slå deres spil i stykker. Selvfølgelig er de af en helt anden kaliber, men vi tror på tingene for tiden og tror også, vi kan vinde den her, siger Mikkel Jensen.
Næstved har vundet de seneste to kampe i 1. division, og her er det netop lykkedes med et højt pres. Og det skal gentages, selvom modstanderen normalt gør sig i Superligaen.
- Vi skal prøve at lægge et højt tryk på dem, ligesom vi har gjort i de sidste par kampe. Det virker som om, at vi er bedst, når vi har spillet foran os og er aggressive i vores pres, og det vil vi også prøve at gøre mod Nordsjælland, siger han.
Onsdagens kamp sparkes i gang klokken 19.00 i Næstved.
nicolai@bold.dk


FC Nordsjælland
Næstved Boldklub
Oddset Pokalen






























