

Mandag spillede Darmstadt og Stuttgart 1-1 i 2. Bundesligaen, og undervejs fik 34-årige Mario Gomez annulleret en scoring på grund af offside.
Kendelsen faldt efter et VAR-gennemkig, og det er sjette gang i tre kampe, at Stuttgart får annulleret en scoring på den måde.
Fem af de seks gange er Gomez blevet straffet, og han er mildest talt ikke imponeret af VAR.
- 'Tvivlen skal komme angriberen til gode' eksisterer ikke længere, for man bliver ved med at måle, indtil der er offside på et tidspunkt, siger Gomez til Kicker og forsvarer til dels dommerne:
- De har de forbandet svært, for hver eneste situation bliver kontrolleret. Hvis man er i tvivl, skal man som forsvarspiller bare holde hånden op, så bliver det tjekket.
En nedtrykt Gomez har især et problem med en snævre offsidekendelser.
- Så længe der ikke er nogen teknologi, der viser, hvornår bolden har slippet foden, og så længe der ikke er et kamera på den bageste mand, synes jeg, at det er en katastrofe.
- Når den teknologi kommer, vil jeg acceptere det. Men til den tid spiller jeg ikke længere. Jeg er meget glad for, at jeg ikke kommer til at spille fem år mere, for det er ikke sjovt.
Gomez har scoret to gange i 12 kampe for Stuttgart i 2. Bundesligaen i denne sæson.


Stuttgart
Tyskland 2. Bundesliga





































